3POINT
Nyheder14. jul. 2019

Frederiksen inden Superliga-debut: Forventer et godt organiseret Silkeborg-hold

Brøndby-træner Niels Frederiksen forventer et godt organiseret Silkeborg-hold, når de to mandskaber tørner sammen på Brøndby Stadion i aften. Brøndby IF tager s

3point person
3point.dk14. jul. 2019

Brøndby-træner Niels Frederiksen forventer et godt organiseret Silkeborg-hold, når de to mandskaber tørner sammen på Brøndby Stadion i aften. Brøndby IF tager søndag aften hul på Superliga-sæsonen, når de hjemme på Brøndby Stadion møder oprykkerne fra Silkeborg. På sidelinjen står to erfarne trænere, men som begge står i spidsen for deres respektive hold for første gang i Superliga-regi. Cheftræner i Brøndby, Niels Frederiksen, forventer et godt organiseret Silkeborg-hold. Gæsterne er trænet af den tidligere Brøndby-træner Kent Nielsen. - Jeg forventer et godt organiseret Silkeborg-hold, som i princippet gerne vil have bolden, men som formentlig kommer til at forsvare sig lidt lavt og så satse lidt på at Ronnie Schwartz på toppen kan gøre ondt på os, siger Niels Frederiksen til 3point.dk. - Det bliver ikke nødvendigvis hundrede procent anderledes end Turku-kampen, for der er nogle ligheder. Silkeborg har vi også set bygge op med tre spillere i deres træningskampe. De vil typisk spille 4-4-2, når vi har bolden, og så bygge op med tre, så det mere bliver noget 3-5-2 med nogle høje backs. Der er nogle ting, der kommer til at minde om det. - Jeg tror dog ikke Silkeborg kommer til at stå så lavt, som Turku gjorde i anden halvleg. Der vil Silkeborg have mere at skyde med og forsøge at tage vores tempo ud af kampen ved at prøve at have bolden så meget som muligt.

Tilskuerne giver procenter

Mod Inter Turku brugte Brøndby aktivt Anthony Jung i opbygningsspillet. Han lå lidt længere tilbage på banen end Kevin Mensah i den anden side og trak ind centralt, når de blågule byggede op. Det var for at få hans gode venstreben i spil og selvom det var et taktisk træk til Turku-kampen, vil Frederiksen ikke udelukke, at vi kan komme til at se det igen i fremtiden. - Det er et træk, vi godt kan finde ud af at bruge, men det afhænger meget af, hvad modstanderen gør og om de presser med en eller to. Jeg har den grundholdning, at hvis de presser med én, skal vi i princippet kunne spille ud af det med to stoppere plus en 6'er i midten. Men hvis de presser med to, kan man godt lave en skævvridning. Det var mest noget i forhold til Turku lige i torsdags, men det er noget, som giver os noget, fordi vi får Tonys (Jungs, red.) venstrefod i spil i opbygningen i venstresiden. Kampen mod Silkeborg søndag er altså Brøndbys anden hjemmekamp i denne sæson og Niels Frederiksen roser opbakningen, som betyder ekstra procenter for holdet - og mod modstanderne. - Specielt for de nye spillere, der var med for første gang, og Kasper (Fisker, red.) der kom tilbage, var det et sus. Det løfter hele holdet og spillerne. Vi glæder os hver gang vi spiller på hjemmebane, fordi var har sådan en 12. mand på tribunerne. Det er rigtig vigtigt for os. - Det er med til at løfte os 5-10% og samtidig er det med til også at trykke modstanderen. Det var for eksempel tydeligt mod Turku i begyndelsen, som ikke er vant til at spille for så mange tilskuere i Finland. Det er en vigtig del af det at have Brøndby Stadion som et fort. Kampen mellem Brøndby IF og Silkeborg IF bliver fløjtet i gang søndag aften klokken 18.00.

Mest kommenterede nyheder