
Teis Markfoged
Frederiksen inden Fremad Amager: Bliver en hård opgave
Der venter Brøndby IF en hård opgave på kunstgræsset på Sundby Idrætspark, lyder det fra Brøndby-træner Niels Frederiksen.

Brøndby IF spiller torsdag aften ottendedelsfinale i pokalturneringen, når de på udebane møder Fremad Amager fra 1. division. Kampen spilles på Sundby Idrætspark, hvor der er kunstgræs, og Brøndby-træner Niels Frederiksen kan da også se ligheder med FC Nordsjælland. Det bliver en hård opgave, mener han.
- Fremad Amager er et godt hold, og man må ikke glemme, at de sidste år slog FC Midtjylland ud af pokalen på samme tidspunkt i turneringen. De vil gerne spille fodbold, og de minder i stil om FC Nordsjælland med en masse offensive, dygtige fodboldspillere, som gerne vil spille bolden langs græsset, eller rettere sagt kunstgræsset, som det jo er på Sundby Idrætspark. De scorer mange mål, men også lukker relativt mange mål ind fordi de spiller så åbent, og det er pokalfodbold, så det bliver en hård opgave, siger Frederiksen til klubbens hjemmeside.
Cheftræneren fortæller videre, at Brøndby prioriterer pokalturneringen lige så højt som Superligaen.
- Vi prioriterer Sydbank Pokalen lige så højt, som vi altid gør. Dels er det en titel, der er på spil for klubben, som vi altid gerne vil vinde, og dels er pokalturneringen den mest direkte vej til Europa. Derfor prioriterer vi den på fuldstændig samme måde som med 3F Superligaen.
Kampen fløjtes i gang torsdag aften klokken 18.30.