Teis Markfoged
Frederiksen hæfter sig ved mange (angriber)mål, forskellige målscorere og brugbar spilletid til reserverne
Niels Frederiksen var tilfreds efter torsdagens pligtsejr over Allerød FK i Sydbank Pokalen. Der var flere positive ting at tage med videre.

Brøndby IF spillede sig torsdag aften videre i Sydbank Pokalen, da Danmarksserie-holdet Allerød FK blev besejret med 8-1 på Brøndby Stadion. Der var kvalitetsforskel, men det skulle der også være, lyder det fra Brøndby-cheftræner Niels Frederiksen, der glæder sig over sejren og de mange mål.
- Selvfølgelig var det en pligtsejr. Vi skal slå et hold som Allerød. De kæmper alt hvad de kan og har også nogle fine momenter i spillet, så cadeau til dem, men selvfølgelig skulle der være en kvalitetsforskel og også en relativt stor en af slagsen. Det var der også i dag (i går, red.), så det var som vi kunne have håbet og forventet. Otte mål var måske mere end hvad jeg havde troet på forhånd, men det var fint, sagde han efter kampen.
- Vi har nogle spillere, som har brug for at spille kampe. Spillere som vi synes er dygtige nok og som savner noget spilletid. Det fik vi givet dem i dag (i går, red.).
Hvis du skal sætte overskrifter på, hvad tager du så med dig fra denne kamp?
- De mange mål, mange målscorere og angribermål. Det var rigtig fint. Det var også brugbar spilletid til nogle spillere, som havde brug for det. Det er klart, man skal vide, at når man spiller sådan en kamp og kommer foran med 3-0 og 4-0, så bliver det en lidt underlig kamp. Det gør det.
Valgte system efter spillerne
Spillere som Oskar Fallenius, Michael Lumb, Thomas Mikkelsen, Jagvir Singh og Andreas Pyndt fik tiltrængte minutter i benene. Det er ikke meget, de har spillet i dette efterår. Der har ikke været mange reserveholdskampe, men Frederiksen forudser mere rotation i den kommende tid.
- Det er ikke optimalt. Vi har vores reserveholdsturnering, som vi deltager i. Men vi fik aflyst vores seneste kamp, fordi der var en klub, der ikke kunne stille hold. Det var ingen fordel for os. Det er selvfølgelig vigtigt, at de får noget kamptræning. Nu spiller vi jo ikke med de samme 11 hver gang, så de skal nok få mere spilletid end de har fået i den første del af turneringen, for nu kommer vi ind i den hårde del af efteråret, hvor vi har rigtig mange kampe. For hver gang vi går en dobbeltuge igennem, bliver der mere og mere slidtage, så vi kommer til at rotere mere på holdet end vi har gjort indtil nu.
Der var samtidig debut til Henrik Heggheim, som efterlod et fint indtryk.
- Jeg synes han spillede en fin kamp. I princippet skal vi ikke vurdere ham på denne kamp, for det bliver en mærkelig kamp. Men vi kan se, at hans spil med bolden er rigtig fint. Han skulle lige ind i det og vænne sig til at tage bolden med frem, når pladsen er der, men det gjorde han rigtig fint. Jeg synes også han var opmærksom defensivt. Det var en udmærket kamp og en fin kamp at få debut i, fordi vi kunne spille med lidt overskud.
Slutteligt fortalte Niels Frederiksen at det på forhånd var planlagt at Andreas Maxsø og Sigurd Rosted skulle dele spilletiden. Brøndby spillede 4-3-3 og det var afgjort på baggrund af valget af spillere.
- Jeg valgte først hvilke 11 spillere, jeg gerne ville give spilletid fra start. Derefter hvordan vi kunne sætte det op, så det passede til deres styrker. Det var primært de tre forreste, der bestemte, at vi skulle spille med Oskar til venstre, Marko til højre og Pavlovic i midten.
Så det er ikke sådan at I spiller 4-3-3 nu?
- Det kommer vi til at vurdere løbende. Vi skal være fleksible, men vi skal også sørge for, at spillerne har tryghed i det vi gør, sluttede Brøndby-træneren.
Næste opgave for Niels Frederiksen og co. er på søndag mod formstærke AaB.