Teis Markfoged
Frederiksen: Glæden og euforien efter mesterskabet vil jeg huske for altid
Niels Frederiksen tager en pæn afsked med Brøndby IF.

Efter tre og et halvt år i spidsen for Brøndby IF er det nu slut. Niels Frederiksen og klubben har ophævet samarbejdet.
Frederiksen kan se tilbage på et dansk mesterskab og en generel udvikling af klubben, som er gået i en god retning, siger han til klubbens hjemmeside
- Jeg har haft 3½ fantastiske år i Brøndby IF med mange gode kollegaer, oplevelser og mindeværdige øjeblikke. De resultater, der er blevet skabt, har i min optik været på toppen af, hvad man kunne forvente. Naturligvis med klubbens første mesterskab og europæiske gruppespil i 16 år som det største. Den glæde og eufori som det skabte blandt så mange, vil jeg huske for altid, siger Frederiksen.
- Mere spilletid til og udvikling af egne talenter var en væsentlig strategisk opgave, der skulle løftes, da jeg blev ansat. Jeg synes, vi i fællesskab er kommet rigtig langt på det punkt. Jeg er stolt over, at vi lykkedes med at give så mange af klubbens egne Masterclass-talenter debut i Brøndby-trøjen. Flere er blevet store Superliga-profiler – nogle er endda allerede solgt videre til større adresser.
- Jeg vil gerne rette en stor tak til klubben og til alle i staben og spillerne samt alle i Masterclass for et stærkt, givtigt og loyalt samarbejde. I har alle bidraget til, at klubben – i mine øjne på mange punkter – er blevet både stærkere og sundere. I og hele Brøndby IF ønskes alt det bedste fremover.
Brøndby IF skal nu finde en ny cheftræner.