Teis Markfoged
Frederiksen efter sejr: Vi vinder fortjent
Brøndby IF-cheftræner Niels Frederiksen roser AaB, men synes at Brøndby vandt fortjent søndag aften.

Brøndby IF kom endelig tilbage på sejrssporet i Superligaen, da de søndag aften besejrede AaB med 2-1 på Brøndby Stadion. Cheftræner Niels Frederiksen var godt tilfreds med sit holds indsats og synes at sejren var ganske fortjent.
- Jeg synes vi var det bedste hold i første halvleg og det bedste hold i anden halvleg, men vi var mere det bedste hold i anden halvleg end i første, sagde han i mixed zone efter kampen.
- Jeg tæller mange muligheder, der er lige-ved-og-næsten i første halvleg og jeg tæller ikke andre chancer til AaB, end den de scorer på, hvor vi skulle forsvare os meget bedre. Så jeg synes egentlig vi var ret dominerende, men jeg er enig i at vi havde sværere ved at skabe chancer i første halvleg og at gøre dem store nok.
- Vi får lavet lidt ændringer i anden halvleg og vi får lidt mere bevægelse i vores spil og lidt flere spilvendinger, så vi kan bryde igennem på siderne.
En af ændringerne var at skifte Morten Frendrup med Mathias Greve.
- Frendrup havde brugt en masse kræfter, men selvfølgelig kunne han spille videre i anden halvleg. Men vi var bagud 1-0 og skulle have nogen ind, som er lidt mere målsøgende og kan løbe gennem linjen fra andet geled, og det ved vi at Greve kan. Det var en offensiv indskiftning.
Men selvom sejren var fortjent ifølge Frederiksen, vil han også rose modstanderen AaB, som var godt kørende inden aftenens kamp.
- Vi er også nødt til at rose AaB, som er et rigtig, rigtig stærkt mandskab. Inden i dag havde de tabt en enkelt kamp ud af ni. De har næsten ikke lukket nogle mål ind. De forsvarer sig godt og det er eet dygtigt mandskab. Men vi endte med at slå dem og vi endte med at slå dem fortjent. Men selvfølgelig var det svært for os at skabe chancer primært i første halvleg.
Efter tre kampe hvor Brøndby har slidt med at skabe chancer, glædede det Brøndby-træneren at se arbejdet fra træningsbanen bære frugt i kamp.
- Det betyder meget. Vi har arbejdet meget med det på træningsbanen og jeg synes der er nogle af tingene, vi lykkes med i dag, men vi skal arbejde videre med det. Men det giver en tro på, at hvis vi arbejder videre med det, bliver vi dygtigere til det. Generelt har vi ikke problemer med at skabe chancer på hold, der går lidt op på os, men når holdene stiller sig tilbage, og AaB har en rigtig fin defensiv, så bliver det svært. Men det bliver det for alle hold.
Brøndbys næste opgave er en udekamp mod Lyon i Europa League.