Frederik Rønnow drømmer stort på Vestegnen
Frederik Rønnow er faldet godt til i Brøndby, hvor drømmene har frit spil. 3point.dk har taget en snak med den talentfulde keeper om hans første tid i Brøndby.

Frederik Rønnow er faldet godt til i Brøndby, hvor drømmene har frit spil. 3point.dk har taget en snak med den talentfulde keeper om hans første tid i Brøndby. FOTO: Robert Hendel I tøfler og med rolige skridt trasker Frederik Rønnow hen ad de bonede gulve i receptionen på Brøndby Stadion. Vi sætter os i et hjørne, mens han fortæller lidt om dagens træning. Det er et halvt års tid siden, at Rønnow tog et stort skridt op. Den unge målmand skiftede trygheden i barndomsbyen Horsens ud med livet i fodboldklubben Brøndby og storbyen København. - Det har været spændende, men det har også været en stor omvæltning. Især i starten. Jeg kan huske, at jeg sad i min lejlighed i Horsens onsdag aften, og torsdag var jeg solgt hertil og boede pludseligt i København. Det var meget fra den ene dag til den anden, fortæller Rønnow til 3point.dk. - Da jeg kom herover havde jeg intet sted at bo, og jeg er meget jyde, så jeg anede intet om, hvor Vesterbro, Østerbro og Nørrebro lå. Jeg skulle hurtigt danne mig nogle indtryk, for at finde mig et sted. Jeg havde jo trods alt skrevet under på en fire-årig kontrakt, og det udenfor betyder også rigtig meget. Det var noget af et skridt for den tidligere U21-landsholdskeeper. Frederik Rønnow har boet hele sit liv i Horsens i det østlige Jylland. En by der har godt 60.000 indbyggere, hvilket er langt fra Københavns 1,2 millioner indbyggere. Den østjyske keeper mærker godt forskellen. Der er mange ting, der er anderledes fra Horsens til den danske hovedstad. Men Rønnow tror også på at en omvæltning af den kaliber, kan være med til at udvikle ham både som menneske og som spiller. - Der sker mere her end i Horsens, og det er fedt. Det er også en af årsagerne til, at jeg er skiftet til Brøndby. Hele udfordringen ved at rykke teltpælene op. Selvfølgelig er det spillemæssige et stort skridt op og en stor udfordring, men det er det også at skulle finde sig til rette uden for banen. På det punkt ville jeg gerne udfordre mig selv. I fremtiden vil jeg gerne prøve mig af i udlandet, og det her er jo et skridt på vejen. At flytte til København er noget helt andet, end hvad jeg har været vant til. - Især en ting har overrasket mig. Her er virkelig mange cyklister, som jeg holder for hele tiden, når jeg kører bil. Jeg skal have skaffet mig en cykel, så jeg kan komme nemmere rundt i byen. Men overordnet set har det været fedt. I et finsk fodspor Rønnow kom til Brøndby, mens keeperfavoritten Lukas Hradecky stadig forkælede Brøndby-fansene. Selvom det lå i kortene, at den finske keeper var på vej videre til det store udland, så var Rønnow overrasket over, at Hradeckys afgang kom så hurtigt. Men at Hradecky var i klubben, da Rønnow kom til, sætter den nye Brøndby-keeper stor pris på. - Den første måned kunne jeg se til fra siden, hvilket var rigtig godt for mig. Det gav mig tid til at komme på plads – også uden for fodbolden. Jeg havde tid til at lære trænerne, spillerne, stadion, omgivelserne og det hele at kende. Det var rigtig positivt, at jeg havde den her opstartsfase fra sidelinjen, inden der kom rigtig skrald på. Og skrald på kom der. Da Lukas Hradecky den 7. august skiftede til tyske Eintracht Frankfurt, blev alt fokus rettet mod den unge østjyde, der skulle gå i fodsporene på favoritten Hradecky. Rønnow mærkede godt presset, men var stålsat på at hvile i sig selv og vise omverdenen, hvem han er. - Lukas var et kæmpe navn. Både på grund af hans præstationer og også det menneske han er. Han var meget vellidt og en fantastisk fyr. Og så kom jeg. En ung gut fra Horsens i 1. division, der havde været skadet. Det har været et stort fodspor at fylde ud, men det vigtigste for mig var at vise verden, hvem jeg er. - Jeg er ikke nogen ny Lukas. Jeg tog det meget som det kom i starten og fokuserede på at vise, hvem jeg er. Vise mine styrker. Det hjalp så også, at jeg fik en god start, som jeg har kunne bygge på lige siden. Jeg forsøgte at lægge alt snak om Lukas væk, for i sidste ende er det mine præstationer på banen, der vil blive udslagsgivende for, hvor meget man ville savne Lukas. Modnet af frygtelig skade 2014 er ikke et år, Rønnow tænker tilbage på med glæde. Hele året sad han ude med en drilsk knæskade, der forhindrede ham i at spille fodbold. Men netop det lange skadesforløb mener Rønnow har givet ham redskaberne til at håndtere det store pres, der hviler på skuldrene som keeper i Brøndby. - Jeg tror, at jeg har lært meget af min skade, der holdt mig ude i rigtig lang tid, og som sendte mig ud i uvisheden omkring min fremtid. Skaden har gjort, at jeg føler, at jeg er nået til et punkt, hvor jeg er bevidst om, at jeg har prøvet ting, der er værre end at lave en fejl i en kamp. - Det at jeg havde en lang periode, hvor jeg har siddet uden for, har gjort mig bevidst om at nyde det mere. Det tror jeg har hjulpet mig rigtig meget og har været med til, at jeg har kunne håndtere skaden. At sidde udenfor i lang tid og mærke den sult efter at spille, gav mig utroligt meget. Specielt med at håndtere store kampe, hvor man frygter trykket, men så husker tilbage på dengang, hvor man ville give alt for at stå i den situation. Som bare 23-årig har Rønnow allerede haft mange oplevelser med fodbolden. Knæskaden der holdt ham ude i et år, men også en nedrykning med Horsens fra Danmarks bedste række. Oplevelser Rønnow trods alt sætter stor pris på. - Generelt at blive smidt ud i ting i en tidlig alder, har modnet mig meget. Jeg har fået mange slag i hovedet med nedrykning i Horsens og skader. De ting er med til at modne én, og de ting jeg har oplevet, har været med til at forme mig som person og spiller. At dirigere med en landsholdskaptajn Et skifte til Brøndby var andet end en geografisk omvæltning. Det var også en sportslig. Pludselig mødte man til træning med holdkammerater, der havde enorm international erfaring og som længe havde levet drømmen som fodboldspiller i udlandet. Det var alligevel anderledes end i Horsens og Esbjerg. Lige foran sig havde Rønnow to tidligere Premier League-spillere i form af landsholdsanfører Daniel Agger og Martin Albrechtsen. - Jeg føler mig privilegeret at have to så gode spillere foran mig. Det har jeg ikke prøvet før. Specielt Daniel (Agger, red.) med den rutine han har. Hans karriere er vel den alle danske fodboldspillere drømmer om. Han har prøvet det meste og ved, hvad det går ud på. Det er fedt at have en spiller af hans kaliber i truppen. Men også Thomas (Kahlenberg, red.) og Johan (Elmander, red.), som man kan se har det internationale snit og har prøvet store ting. I starten var Rønnow benovet over at spille på hold med så store fodboldpersonligheder. Men som tiden gik blev det hurtig hverdag, og nu har Rønnow intet problem med at dirigere rundt med Danmarks landsholdskaptajn. - Det var mest stort for mig, inden jeg kom. Nu hvor vi er på banen, så er vi holdkammerater. Og så er det også en opgave for mig at skulle dirigere med Daniel og give ordrer. Det har jeg vænnet mig til. Det handler jo om at hjælpe hinanden inde på banen, så det tænker jeg ikke så meget over. Da løven blev nedlagt Frederik Rønnow er rigtig tilfreds med sit første efterår i Brøndby. Det har været en stor oplevelse for den jyske keeper at være fast mand mellem stængerne for en af Danmarks største klubber. Men især én oplevelse har brændt sig fast hos Rønnow. Det brænder i øjnene på ham, mens han passioneret fortæller om en søndag eftermiddag i slutningen af september. - Det var mit første derby mod FCK. Fansene udførte den her sindssyge tifo. Kampen var helt lige, og den vippede frem og tilbage. Det lignede jo mod slutningen en 0-0-kamp. Men et kvarter før tid scorer vi til 1-0, og det går amok. Derefter har jeg en afgørende redning i 85. minut, hvor de efterfølgende brænder en kæmpe chance. Vi vinder 1-0 og efter kampen havde jeg en følelse af, at det hele gik op i en højere enhed. Hele dagen var jeg høj på den oplevelse og kunne ikke falde til ro. Jeg var ude og spise med min familie, men sad helt i min egen verden. Det var en fantastisk oplevelse. Utrolig mentalitet På en anden front mærker Rønnow også, hvordan det hele er større i Brøndby, end det har været i Horsens og Esbjerg. Den opmærksomhed man har, når man gør sig i Brøndby-trøjen er markant anderledes, end hvad Rønnow tidligere har oplevet. Især hos fansene mærker han en stor forskel. - Det har været en øjenåbner for mig, hvor stor klubben egentlig er historisk, hvor meget opmærksomhed der er og hvor meget den betyder for folk. Den mentalitet fansene har er helt sindssyg. Det er deres et og alt. Det er vildt imponerende og utrolig fascinerende. Uanset hvor vi tager hen, så føler man, at vi er på hjemmebane. Jeg er fascineret af det arbejde, folk lægger i klubben og den kærlighed, der er til den. - For eksempel op til et derby mærker man, hvor disse kampe betyder for denne klub. Det summer i hele klubben hele ugen op til kampen. Igen har Hradecky været en stor hjælp for Rønnow, der har trukket på finnens erfaringer som Brøndby-keeper. - Det bedste vi kan give igen til fansene, er at give alt, hvad vi har på banen. Det snakkede jeg med Lukas om, inden jeg tog over. Man skal give lidt af sig selv og samtidigt give alt for trøjen. - Det har jeg prøvet at tage til mig. Jeg vil give alt og brænde igennem for den her klub og den her trøje. Det er det bedste, vi kan give igen til fansene. Guld og udland Når snakken falder på fremtiden, retter Rønnow sig op. Han har en drøm i Brøndby. Det er godt 11 år siden, at klubben fra Vestegnen sidst vandt det danske mesterskab, og han kan mærke, hvordan alle i og omkring klubben længes efter at løfte pokalen igen. - Jeg drømmer ligesom alle andre i klubben om at vinde et mesterskab med Brøndby. Det er det, klubben længes efter. Det kunne være det fedeste. Det er en stor drøm for mig. Men min ambition er også at få lov til at gå ind og blive en profil for Brøndby. Der har været mange dygtige målmænd gennem tiden. At kunne tilskrive sig dem, er noget jeg stræber efter. Når snakken bevæger sig hen på en fremtid i udlandet, bliver Rønnow mere tøvende. Hradecky har taget skridtet fra Brøndby til Bundesligaen med succes, men Rønnow vil kun fokusere på Brøndby nu. Han erkender dog, at på længere sigt drømmer han om at komme ud og prøve sig af i en af de store europæiske ligaer. - Jeg drømmer også om udlandet. Jeg nyder min tid her og er meget glad for den chance, jeg har fået her. Mit fokus er hundrede procent her nu. Men hvis tiden en dag kommer, hvor jeg har udviklet mig, så er udlandet noget, jeg altid har drømt om. Det er både det fodboldmæssige, men også på det personlige plan, hvor jeg gerne vil prøve udfordringen i at skulle ud i et andet land og en ny kultur og klare sig. Spanien, Italien, Tyskland. Rønnow har ikke en bestemt destination, han sigter efter. Han tænker dog umiddelbart bare, at hans størrelse nok gør, at han ikke ender i den engelske Premier League. - Min størrelse gør, at det nok ikke bliver Premier League. Men hvis United ringer i morgen, så siger jeg selvfølgelig ikke nej til det, siger Rønnow med et stort smil. - Men det er svært at sige. Jeg er åben for det meste. Det skal bare føles rigtigt.