3POINT
Mathias Jensen P

Simon Kammer

Nyheder14. jul. 2025

Frederik Birk om “P”: Han gør sig bemærket – og suger til sig

Mathias “P” Jensen fortsætter med at imponere i Brøndbys preseason, og ifølge Frederik Birk tager han markante skridt fremad og gør sig bemærket med sin arbejdsindsats og attitude. En debut ligger ikke langt væk, og wingback-positionen kan blive indgangen til førsteholdsfodbold for den alsidige Masterclassspiller.

3point person
Kasper Pedersbæk14. jul. 2025

Brøndbys unge Mathias “P” Jensen fortsætter med at tage skridt i sin udvikling, og cheftræner Frederik Birk lægger ikke skjul på, at midtbanespilleren gør indtryk i preseason. Efter søndagens træningskamp mod Hertha BSC fremhævede Birk den 20-årige Masterclass-spiller – både for indsatsen på banen og for sin dedikation i dagligdagen.

– Nu vil jeg ikke love noget (om spillerens debut er tæt på), men “P” tager de skridt, og er blevet ved med at tage dem over en periode. I dag kommer han også ind og gør det godt, lød det fra Birk.

"P" var tæt på at sætte punktum for et flot Brøndby-angreb i kampen, men fik ikke sendt afslutningen af sted i tide – noget, der dog ikke ændrer på det samlede billede.

– Det er ærgerligt, han ikke får afslutningen ind i tide på det rigtig flotte angreb. Men han er også respekteret, fordi han arbejder hårdt og lægger alt, hvad han kan, på banen, når han er på.

Mulig debut – men ingen løfter

Frederik Birk er generelt tilbageholdende med at love spilletid eller debut til unge spillere – men Jensen banker stille og roligt på.

– Jeg synes, det er dejligt med “P”. Jeg plejer ikke at love debut til nogen, men han gør sig bemærket.

Spørgsmålet om, hvor den unge spiller gør sig bedst, er ifølge Birk stadig åbent – og lidt afhængigt af holdets aktuelle behov.

– Hvad er hans bedste position? Du skal næsten spørge ham selv. Han har spillet det meste på U19, og til træningerne i øjeblikket har vi et hul, der skal dækkes, så sætter vi ham der.

– Det bliver lidt som det er med nogle af de unge – der skal de være glade for at få minutterne.

Wingback som indgang til førsteholdet

I det system Brøndby spiller med under Frederik Birk, kan wingback-positionen være en relativt tryg ramme for unge spillere – ligesom det tidligere var for Clement Bischoff.

– I det her system er det måske wingbacken, der er den mest beskyttede plads. Lidt som da vi brugte Bischoff på den plads i en ung alder.

– Det kan sagtens være, det er på wingbacken, han skal prøve at suge minutterne til sig. Lige nu er der kun to på den centrale midtbane, og så to 10’ere lidt højere oppe, så det kan godt være, han får chancen der.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder