3POINT
1753386514-BIFvsTor-098.jpg

Simon Kammer

Nyheder24. jul. 2025

Frederik Birk: Én fase havde jeg ikke forventet

Frederik Birk havde ikke forventet, at Brøndby IF ville miste grebet om kampen mod HB. Det endte 1-1 torsdag aften på Færøerne.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen24. jul. 2025

Brøndby IF kom planmæssigt foran i kampen på Færøerne mod HB, men endte med at indkassere en sen udligning - og dermed endte det i blå/gul skuffelse. Langt hen ad vejen forløb kampen ellers som forventet for cheftræner Frederik Birk.

- Det blev på mange måder det kampbillede, vi havde forventet. Ros til HB Tórshavn i dag. De kom med det, vi havde forventet i form af fysik, power, de løb meter og tog lidt flere standardsituationer end jeg måske havde forventet. Jeg havde også forventet, at vi i store dele af kampen ville stå og skulle angribe en lav blok, hvor jeg synes vi var for passive i vores gennembrudsspil i første halvleg, men vi havde alligevel et par gode afslutningsmuligheder i første halvleg, lød det fra Birk på pressemødet efter kampen.

Der var dog noget, som overraskede Birk. Det var Brøndbys reaktion efter scoringen, hvor de blå/gule mistede grebet om kampen.

- Men det er i starten af anden halvleg, at vi egentlig skal gøre tingene færdige. Vi har en kæmpe chance til Villadsen og en kæmpe chance til Bundgaard, som kunne have gjort forskellen. Så fik vi scoret et flot mål, men derfra, og det er det der skuffer mig mest, der mistede vi grebet. Det er måske den eneste fase i spillet i kampen i dag, som jeg ikke havde forventet. Vi mistede grebet og Tórshavn var i teten i 20-25 minutter. Inden de fik scoret, tog vi fat igen, men dén del havde jeg ikke forventet.

- Havde Villadsen og Bundgaard scoret på deres chancer, som må kategoriseres som hundrede procents chancer, så havde vi siddet med tre kasser nu, så der manglede lidt skarphed der.

- Vi blev bagtunge

- Men i den fase, hvor vi mistede grebet, er der også ting i spillet, som jeg ikke er tilfreds med. Vi havde en tendens til at spille enormt meget baglæns, og vi evnede ikke at komme ud af et pres, som var sendt afsted med intensitet fra vores modstander, men vi kunne ikke komme ud af det, og så endte vi med at blive enormt bagtunge i vores spil. Derfor fik vi ikke taget brodden af det.

- Det var ikke fordi de ændrede noget nævneværdigt, men det er klart, at den energi og fysik de bragte, samt den løbemæssige kapacitet og intensitet, gjorde at de kom med igen. Men jeg synes i højere grad at det var bestemt af at vores omgang med bolden og vores positioner i at punktere presset ikke var stærkt nok.

Forventer samme kampbillede i Brøndby

Selvom Brøndby-spillerne formentlig er skuffede over 1-1 i aften, så er intet overstået endnu. Om en uge spilles der returkamp på Brøndby Stadion. Her forventer Frederik Birk dog et lignende kampbillede.

- Jeg forventer ikke at det spillemæssigt bliver så stor en forskel, men underlaget bliver alt andet lige en forskel. Da vi trænede her i går, havde jeg en fornemmelse af, at vi kunne få masser af fart i spillet, men ind i mellem synes jeg det så ud til at det gik lige hurtigt nok derinde. Der manglede lige den sidste timing. Men ellers regner jeg med at kampbilledet bliver ensartet.

- Jeg havde tænkt lidt over, om Tórshavn var gået i en 5-4-1 i dag, men de forsvarede sig med seks i bagkæden i mange situationer. Med de fire i bagkæden og så deres to kanter, der gik med ned og gjorde det kompakt. Jeg forventer et lignende billede, når vi skal spille i Brøndby. 

Inden det gælder returkampen mod HB, skal Brøndby i weekenden møde FC Nordsjælland i Farum. Det er på søndag.

Brøndby IF i Europa præsenteres i samarbejde med Betano

Mest kommenterede nyheder