Teis Markfoged
Frederik Alves: Det var en af sæsonens vigtigste kampe
I fraværet af Kevin Tshiembe var Frederik Alves i dag valgt som ny mand i forsvaret. Den store forsvarsklippe og resten af Brøndbymandskabet tog tre vigtige point til top-seks striden. Brøndby sejrede med 2-1 mod Silkeborg IF.

Brøndby IF og Silkeborg IF krydsede søndag aften klinger i et hæsblæsende opgør om tre point til top-seks striden. I fraværet af karantæneramte Kevin Tshiembe havde Brøndbytræner Jesper Sørensen i dag valgt Frederik Alves som den højre midtstopper. 3point fangede efter kampen den store forsvarsklippe til en snak om den vigtige sejr.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at det var en meget vigtig kamp – hvis ikke sæsonens vigtigste. Nu kommer der nok også en kamp her næste gang mod Nordsjælland, der er endnu vigtigere. Jeg synes bare det er vigtigt, at vi fik de tre point i dag.
Efter pausen kom Silkeborg stærkt ud, og med ny energi. Det skyldes ifølge Alves deres gode niveau på bolden.
- Jeg synes, at Silkeborg er gode på bolden, og det ved vi alle sammen godt.
- Det var kamp hvor det handlede om at have bolden mest. Jeg synes bare, at de var gode på bolden som de altid er. Nu har jeg jo selv spillet der, og det er deres styrke. Jeg hader selv at løbe efter bolden.
Selvom Silkeborg kom på 1-1, følte Alves stadigvæk, at Brøndby blev ved med at holde hovedet højt.
- Jeg synes vi styrer kampen rigtig fint, og vi tror på, at vi kan komme tilbage i kampen. Vi parerer det de kommer med, vi kører dem på opstillinger, og jeg synes egentlig at vi i store dele af kampen har bolden mest.
- Vi var det bedste hold i dag.
Næste kamp for Alves og co. er på søndag, når Brøndby gæster Farum Park.