
Nanna Møller Karlsen
Fredagsbolden ruller igen - nu i Serie 1
Brøndby 2 kickstarter weekenden og den nye tilværelse i Serie 1 på Ministadion, fredag aften klokken 18.45. Tidspunktet er det samme som sidste sæson, men ellers har meget ændret sig for holdet, der oven på oprykningen er i gang med et større generationsskifte.

- Den er jo ekstremt tung, den bane, storpruster forsvarsklippen, Jesper Hansen Eghjort, hvis korte grå hår, får ham til at ligne en vis anden anfører i blåt og gult. Omkredsen på overarmene er dog noget anderledes.
Bemærkningen falder under en kort pause i et intervalspil til to mål på Bane 6 tirsdag aften. Sommeren har pludselig indfundet sig; træningsanlægget koger og de sidste intensive forberedelser til holdets første kamp i Serie 1 er i fuld gang.

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved
- Der er sket meget. Vi har hevet de to U17 2 trænere op (Ryan Cagara Hansen og Morten Bleiback, red.) for at højne træningsmentaliteten, og vi har samtidig fået otte nye, helt unge, spillere ind. Vi har jo haft en del, der er over 30 år og kunne godt bruge noget mere power, forklarer træner Anders Bøyesen , som overtog ledelsen af holdet i foråret 2021, hvor kun syv spillere mødte op til træning. En stærk kontrast til det sidste fantastiske forår, der bød på masser af sejre og kun et enkelt nederlag.
Den øgede træning og generationsskiftet skal forberede holdet på anderledes hård modstand i Serie 1. Her skal de tage kampen op mod ambitiøse førstehold, hvoraf nogle ovenikøbet har økonomi bag sig:
- Der er helt sikkert nogle, som vil banke afsted. Derfor er det heller ikke vores forventning, at vi bare ryger igennem. Vi skal op og stabilisere os. Vi skal have de unge til at blive gamle hurtigt og få noget rutine, så vi ved, at der kommer til at være udfald. Men vi går ind med en god moral. Vores indstilling er, at vi kan vinde alle kampe”, forsikrer Anders Bøyesen, der, trods knap så gode resultater i sommerens træningskampe, mener, at holdet er godt på vej.
- Jeg synes helt klart, kvaliteten er højnet rigtig, rigtig meget. Der er virkelig fart på og træningsmentaliteten er rigtig god. Vi er gået fra at være 12-14 til træning til at være 20.

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved
Holdets mål er i første sæson at konsolidere sig i Serie 1, men det lidt længere sigte er rettet mod Sjællandsserien. Det vil give klubbens største talenter mulighed for at prøve kræfter med seniorfodbold.
- Det klubben, Ryan, Morten og jeg rigtig gerne vil have, er, at vi kan arbejde på at beholde vores egne spillere, som har spillet i Brøndby i mange år. Hvis vi en dag er gode nok til at komme med op i Sjællandsserien, så kan vi håbe, at vi kan dyrke lidt på Masterclass-talenter og få dem til at blive her og være en del af klubben stadig.
Foreløbig har holdet sikret sig tre af klubbens næstbedste talenter fra U17 2, én er kommet til fra Roskilde U19, mens et par stykker, der tidligere har været i klubben, er kommet tilbage.
Den tilføjelse, der har tiltrukket sig størst opmærksomhed, er dog helt klart Jamal Masiko. En bruger på Twitter/X mente således, at Brøndby havde købt angriberen, der er født i Uganda og opvokset i Malmø, for intet mindre end 32 millioner dollars. Det kom dog hurtigt frem, at der var tale om en spiller til Serie 1-holdet, og Anders Bøyesen afviser blankt, at han har tømt bødekassen og brugt pengene på spillerkøb:
- Jamal har faktisk spillet i den næstbedste svenske række, men har været ude med en rigtig slem hovedskade i 1,5 år. Han har så spurgt, om han kunne være med hos os. Han har utvivlsomt store ambitioner, som vi så har fortalt ham, at han nok ikke får opfyldt her. Der er så sket det, at han synes, det er rigtig sjovt at spille for os. Men nej, vi har ikke brugt 32 millioner dollars på at hente ham, griner Brøndbytræneren.

Nanna Møller Karlsen © All rights reserved
Fredagens modstander er Taarbæk IF Sunshine - en fusion mellem Taarbæk IF og FC Sunshine. Sidstnævnte har deres egen tøjlinje og driver en fodboldskole i Afrika. På bare fire år gik de fra Serie 5 til Københavnerserien, mens de spillede under KBU. De skrigende lyserøde spillerdragter gjorde stort indtryk, og outfittet fulgte med, da klubben blev slået sammen med Taarbæk i sommeren 2022.
Der er åbent i klubhuset på fredag, hvor der vil blive serveret fadøl, fredagsslik og fritter så længe lager haves.
-Ørn
Netop opdateret spillerliste:
1. Aksel Røntved
2. Zain Malik
3. Lucas Hadi
4. Jesper Hansen Eghjort
5. Vincenzo Violante
6. Anas Kanwar
7. Mikkel Baba
8. Marc Nielsen
9. Mikkel Vilfort
10. Christian Johansen
11. Markus Windfeld Kollemorten
12. Yousef Zibuh
13. Mikkel Storm
14. Kasper Pedersen
15. Alexander Thestrup
16. Phillip Koch
17. Oliver Jørgensen
18. Emil Paag Hansen
19. Jannik Zacho
20. Jamal Masiko
21. Nikolaj Hass Rasmussen
22. Jonas Nielsen
26. Jannik Andersson