Frank: Vi scorer for lidt
Thomas Frank er tilfreds med store dele af indsatsen i kampen mod Esbjerg, men erkender, at Brøndbys største problem er effektiviteten. Efter en kamp der bød på

Thomas Frank er tilfreds med store dele af indsatsen i kampen mod Esbjerg, men erkender, at Brøndbys største problem er effektiviteten. Efter en kamp der bød på 20 afslutninger og kun et mål, er det ikke svært at sætte en finger på, hvad der gik galt mod Esbjerg søndag aften. Og effektiviteten var da også det første, Thomas Frank skød på, da han mødte pressen i mixed zone efter kampen. -Vi skal bare score i første halvleg. Så bliver det en helt anden kamp. Vi skal også gerne score 2 mål i første halvleg. Vi leverer det der skal til for at vinde en fodboldkamp, men vi scorer bare ikke i første halvleg. Vi får 20 afslutninger i kampen, og rammer kun målet på 6 af dem. Det er ikke godt nok, erkender Brøndbytræneren. -Vi kommer ud til anden halvleg og får scoret, men derfra smider vi kampen. Vi mister bolden for nemt, vi er ikke aggressive nok, og vi har lange perioder, hvor vi egentlig bare burde dominere kampen hjem. De omstillinger vi får, udnytter vi ikke godt nok, og så kommer de hurtigt den anden vej. Det blev lidt indianerbold, og der skulle vi bare have domineret bedre på bolden, siger Frank, som også er klar med en hurtig analyse af Esbjergs mål: -I stedet for at give et indkast til sidst, giver vi dem muligheden for at slå et indlæg, som vi ikke dækker op på. Det er ikke godt nok. Midt i skuffelsen er der dog også plads til at trække på smilebåndet over et nyt luksusproblem, som Thomas Frank nu står med. Vores midtbane leverer en fin indsats. Austin er bedre i dag end han var i sidste weekend. Han spiller med en enorm ro, og er rigtig dygtig til at spille bolden rundt. Ud over ham har vi Kahlenberg på vej tilbage, vi har Eriksson som har leveret rigtig stabilt på midten de sidste par uger, og så har vi Phiri, som bare bliver ved at vokse. Det er dejligt med lidt god konkurrence. Thomas Franks tropper står nu overfor en landskampspause, hvorefter turen om 14 dage går til Viborg.