Frank inden Hoffenheim-kamp: Værdifuld erfaring for de unge
Brøndby IF møder i eftermiddag TSG 1899 Hoffenheim i den træningskamp. Thomas Frank har flere helt unge spillere med til Tyskland og de vil få gode minutter i b

Brøndby IF møder i eftermiddag TSG 1899 Hoffenheim i den træningskamp. Thomas Frank har flere helt unge spillere med til Tyskland og de vil få gode minutter i benene og værdifuld erfaring med sig, vurderer Frank. Når Brøndby IF i eftermiddag tørner sammen med TSG 1899 Hoffenheim i Tyskland, bliver det uden Thomas Kahlenberg, Johan Elmander, Elba Rashani, Riza Durmisi, Frederik Holst, Andrew Hjulsager og Christian Nørgaard. Det giver derfor plads til en del af de helt unge spillere og træner Thomas Frank agter at give alle spilletid. - Det allervigtigste er at få nogle meter i benene. Vi kommer til at dele det op på den måde, at mange spillere vil spille 45 minutter, så belastningen ikke bliver for stor i den første kamp. Nogle vil spille mere, men da vi lige er startet op, må vi tage fysiske hensyn. Med fire mand på U21-landsholdet samt Kalle, Johan og Elba (Kahlenberg, Elmander og Rashani, red.) derhjemme så giver det mere plads til de helt unge, som kan se frem til nogle gode minutter og en værdifuld erfaring, siger Frank til brondby.com. Frank og hans mandskab skal møde et Hoffenheim-hold, som har træningskampen mod Brøndby som sidste test inden det igen går løs i Bundesligaen. De er dermed langt længere fremme i forberedelserne og bliver en stor mundfuld for det unge Brøndby-hold. - Vi møder et mandskab med topkvalitet, som lige straks skyder gang i forårssæsonen i Bundesligaen. Vi er deres sidste træningskamp, så det bliver en stor udfordring for os, som vi glæder os til. - Det er en god mulighed for at give den unge trup noget erfaring i at skulle rejse og præstere til kampe i udlandet. Samtidig er det en mulighed for at møde en international modstander, og vi får også mulighed for at give noget spilletid til de helt unge. Hele den pakke vejer op, at vi møder et hold, som er længere fremme rent formmæssigt, siger Frank til brondby.com. Træningskampen mod TSG 1899 Hoffenheim sparkes i gang klokken 14.30. 3point.dk opdaterer live fra kampen.