Frank glæder sig til at se talenterne folde sig ud
Når Brøndby og AaB mødes søndag bliver det med mange unge talenter på begge hold. Thomas Frank glæder sig til at se dem i aktion og glæder sig også til midtbane

Når Brøndby og AaB mødes søndag bliver det med mange unge talenter på begge hold. Thomas Frank glæder sig til at se dem i aktion og glæder sig også til midtbanekampen mellem en ung duo over for en mere rutineret duo. Brøndby og AaB er begge kendt for at give chancen til og udvikle mange unge spillere. Derfor er det meget sandsynligt, at der vil være mange hjemmeavlede talenter på banen på Brøndby Stadion søndag aften. Brøndby-træner Thomas Frank er tidligere både U/17- og U/19-landsholdtræner, og han glæder sig til at se talenterne folde sig ud i morgen. - Jeg synes det bliver sjovt at se hvordan de folder sig ud. De (AaB, red.) har nogle unge spillere i Frederik Børsting og Andreas Bruun og vi har Andrew Hjulsager. Så har de en Nicolaj Thomsen hvor vi har Christian Nørgaard og Lebogang Phiri som er nogle unge midtbanetalenter. Det bliver spændende at se hvordan de kan bringe sig selv i spil, siger Thomas Frank til 3point.dk og fortsætter: - Det bliver også sjovt at se at deres erfarne duo med Würtz og Risgård centralt, hvor vi har Nørgaard og Lebo, som skal kunne matche dem. Det bliver en virkelig stor test for dem at skulle matche sidste års bedste centrale midtbane, for det var de sidste år. De har ikke rigtig ramt det i år, men på deres bedste dage er de rigtig dygtige. De to duo'er har lidt forskellige kompetencer. Vores unge knægte tror selvfølgelig på egne evner, men de kan godt se op til de to (Würtz og Risgård, red.) og tage de bedste ting ud af deres spil. Jeg synes måske Nørgaard og Lebo har nogle kompetencer, som kan tage dem endnu længere, men det må tiden vise. Da 3point.dk talte med Kent Nielsen, sagde AaB-træneren at han synes det var sidste weekends to bedst spillende hold der skal mødes søndag. Det er Thomas Frank helt enig i - han synes også at de to hold er de bedst spillende i det hele taget, når de rammer deres topniveau. - Ja, det er jeg faktisk enig i. Jeg synes at når vi og AaB rammer det højeste niveau, så spiller vi den bedste fodbold. Jeg ved godt at det er en diskussion værdig omkring hvad der er den flotteste slags fodbold, men jeg synes begge hold har nogle evner og nogle kompetencer til at dominere kampene. Det er så begge holds udfordring at gøre det i nok minutter af kampene og i nok kampe i sæsonen. Kampen mellem Brøndby og AaB sparkes i gang søndag klokken 19:00 på Brøndby Stadion.