Frank: De har et dejligt direkte spil
Thomas Frank forudser en svær kamp, når Brøndby IF søndag eftermiddag på hjemmebane møder SønderjyskE. Brøndby-træneren regner dog med en sejr, såfremt holdet s

Thomas Frank forudser en svær kamp, når Brøndby IF søndag eftermiddag på hjemmebane møder SønderjyskE. Brøndby-træneren regner dog med en sejr, såfremt holdet spiller op til det, de kan. Brøndby IF møder sent søndag eftermiddag SønderjyskE hjemme på Brøndby Stadion. De blå/gules træner, Thomas Frank, har stor respekt for holdet fra Haderslev, som han mener ikke får nok kredit i blandt andet medierne. - Det er vigtigt for mig at få sagt, at SønderjyskE er et af ligaens sværeste hold at spille mod. De spiller et dejligt direkte spil, ikke mange kan gøre dem efter. De er velorganiserede og fysisk stærke og med tanke for det budget, de har at arbejde med, synes jeg ikke, Lars Søndergaard og den øvrige ledelse i SønderjyskE får nok kredit får deres arbejde, siger Brøndby-træneren til BT.
Samme parametre som Hobro
På trods af den sunde respekt for søndagens modstander er Thomas Frank dog rimelig sikker på, at Brøndby vil vinde kampen. Det kræver dog, at holdet spiller op til sit bedste og ikke får de samme udfald som i nederlaget på 3-0 til Hobro senest. - Hvis vi spiller op til det, vi kan, og gør det, vi skal på bedst mulig måde, vinder vi også over SønderjyskE. Det er jeg sikker på. Når det er sagt, kan de ramme os på de samme parametre som Hobro, siger Thomas Frank med henvisning til jydernes fysik og satsen på dødbolde, hvor de skralder igennem. At SønderjyskE er svære at spille mod vidner en serie på nu hele ni kampe i træk som ubesejrede. Senest sønderjyderne tabte var helt tilbage til 17. august - det var til gengæld på Brøndby Stadion, hvor de blå/gule hev en sejr på 2-0 hjem.