3POINT
Nyheder5. okt. 2015

Førstepladsen konsolideret

Med en sejr over FC Nordsjælland konsoliderede Brøndby IF sig på førstepladsen i Reserveligaen, Pulje 1. Elba Rashani stod fra kampens enlige scoring, som samme

3point person
3point.dk5. okt. 2015

Med en sejr over FC Nordsjælland konsoliderede Brøndby IF sig på førstepladsen i Reserveligaen, Pulje 1. Elba Rashani stod fra kampens enlige scoring, som sammen med andre højdepunkter kan ses nederst i artiklen. Mandag eftermiddag var der topopgør på bane 2 i Brøndby, hvor FC Nordsjælland var på besøg i Reserveligaen. Hjemmeholdet skulle forsvare førstepladsen i Pulje 1 mod rækkens nummer to, som inden kampen var tre point efter Brøndby IF. De blå/gules træner Claus Nørgaard havde valgt denne startformation:Mads Toppel Svenn Crone - Dario Dumic - Martin Albrechtsen - Jesper Juelsgård Malthe Johansen Tobias Noer - Amir Al-Ammari Christian ”Greko” Jakobsen - Oliver Carrara - Elba Rashani Det kan bedst beskrives som et hold med en rutineret defensiv og en ung offensiv med blandt andre U/19-spillerne Amir Al-Ammari, Oliver Carrara og Tobias Noer. Udover reservekeeper Andreas Hansen bestod bænken af tre U/19-spillere - inklusive Daniel Stückler - samt U/17-spilleren Karl Dines Appelt.

Stod som saltstøtter

Kampen startede ud som en lidt rodet affære, hvor ingen af de to hold for alvor kunne få deres spil til at fungere helt som ønsket, men ganske langsomt fik Brøndby kæmpet sig til et overtag, og så kom spil og chancer som en logisk konsekvens. Det gav bonus efter lige knap en halv times spil. Christian ”Greko” Jakobsen modtog en dyb pasning fra Svenn Crone helt oppe ved hjørneflaget i højre side, men fik lidt presset alligevel smidt et godt indlæg afsted til den bageste stolpe. Mod et FCN-forsvar, der nærmest stod som saltstøtter, spillede de blå/gule lidt pingpong foran målet, inden bolden endte hos en helt fri Elba Rashani, som med ryggen til mål sendte den over stregen med hælen. Nordsjællænderne var stoppet op, fordi de var helt sikre på, at Oliver Carrara, som leverede assisten til Rashani, stod i strafbar offside. Den blev imidlertid ophævet af den spiller, der havde angrebet Greko ude ved hjørneflaget. Et skoleeksempel på, at man altid skal spille videre, indtil dommeren fløjter.

Frataget oplagt målchance

Resten af første halvleg tilhørte hjemmeholdet, uden at de dog kom frem til de helt åbne chancer. Faktisk bankede FC Nordsjælland kun på en enkelt gang foran Brøndbys mål siden et skudforsøg allerede i femte minut. Det skete ni minutter før pausefløjtet uden, at det for alvor blev farligt. Faktisk burde Brøndby være kommet på 1-0 allerede fem minutter inden scoringen. Amir Al-Ammari fik sendt Elba Rashani afsted i en friløber, men Kosovo-nordmanden fik helt ubegribeligt frataget den oplagte målchance. Det gav dog ikke et rødt kort til modstanderne, da det var dommer Lars Skibild Jensen, der stoppede angrebet ved at fløjte for et frispark på Al-Ammari, i stedet for at lade fordelsreglen gælde.

Mere livligt efter pausen

Anden halvleg blev en langt mere livlig affære, hvor spillet bølgede frem og tilbage fra felt til felt og med fine målchancer til begge sider - dog stadig de fleste til hjemmeholdet. Blandt andre Elba Rashani, Christian ”Greko” Jakobsen og indskiftede Daniel Stückler havde rigtig store muligheder for at øge Brøndbys føring. I den anden ende måtte Mads Toppel i Brøndby-målet en enkelt gang ud i fuld længe for at parere bolden ud på stolpen og til hjørne. Desuden lykkedes det på forunderlig vis en helt fri FCN-angriber at heade bolden forbi stolpen til målspark fra en position lige foran målet i det lille felt.

Godt indhop af 15-årig

Elba Rashani var en kilde til stor uro i Farum-holdets forsvar med en energisk indsats, men tog sig ind imellem også nogle store pauser. I forsvaret var især Martin Albrechtsen solid og viste endda gode evner i at føre bolden frem sammen men gode og præcise diagonalpasninger, mens det var tydeligt, at Jesper Juelsgaard stadig er lidt rusten. Det blev dog bedre, som kampen skred frem. På 6'er-positionen spillede den 20-årige Malthe Johansen en ganske fin kamp uden at gøre tingene sværere end højst nødvendigt. Den mest spændende indskiftning var af den blot 15-årige Karl Dines Appelt. Den offensivt indstillede midtbanespiller skulle lige vænne sig til tempoet og den noget større fysiske udfordring, men herefter gjorde U/17-landsholdsanføreren det mere end fornuftigt.

Kampen i tal

Brøndby IF - FC Nordsjælland 1-0 (1-0) 30. minut: 1-0; Elba Rashani 34. minut: Gult kort til Amir Al-Ammari (BIF) 56. minut: Karl Dines Appelt ind / Tobias Noer ud 59. minut: Gult kort til nummer 6 (FCN) 61. minut: Daniel Stückler ind / Christian ”Greko” Jakobsen ud 65. minut: Gult kort til nummer 5 (FCN) 70. minut: Emil Welcher ind / Amir Al-Ammari ud 71. minut: Nicklas Halse ind / Malthe Johansen ud 78. minut: Gult kort til Svenn Crone (BIF) Ikke benyttet: Andreas HansenStillingen i Reserveligaen, Pulje 1 Brøndby IF's kampprogram

Højdepunkter fra kampen

Mest kommenterede nyheder