Første træningskamp for det nye U/19-hold: Gode mål og sikker sejr over Vanløse
Brøndbys nye U/19-hold spillede lørdag formiddag sæsonens første træningskamp. Der var fine mål, uofficiel debut til Anis Ben Slimane og en sikker Brøndby-sejr.

Brøndbys nye U/19-hold spillede lørdag formiddag sæsonens første træningskamp. Der var fine mål, uofficiel debut til Anis Ben Slimane og en sikker Brøndby-sejr. Læs om kampen her. Lørdag klokken 11.00 spillede Joakim Mattssons nye U/19-hold sæsonens første træningskamp, da de på bane 1 havde besøg af Vanløse, der til daglig spiller i 2. division. Med det nye U/19-hold mener vi naturligvis den nye blanding af årgange, som kommer til at udgøre U/19-holdet i den kommende sæson. Denne lørdag suppleret med spillere fra Superliga-truppen i form af Jesper 'Jobbe' Lindstrøm, Mads Hermansen, Anton Skipper Hendriksen, Andreas Bruus, Morten Frendrup og Peter Bjur. Mattsson havde to forskellige startopstillinger. En til første halvleg og en til anden halvleg. Så alle spillerne fik 45 minutter i benene. Holdet i første halvleg så således ud:Mads Hermansen (SL)Matin Saleh (02) - Oscar Salling (02) - Anton Skipper Hendriksen (SL) - Jacob Rasmussen (01)Frederik Pedersen (02) - Morten Frendrup (SL) - Oliver Rytter (02) - Andreas Bruus (SL)Mathias Kvistgaarden (02) - Lucas Balck (01)
Velspillende Balck
2002'erne er i denne sæson rykket op fra U/17-holdet og kan se frem til deres første sæson på Mattssons mandskab. Frederik Pedersen har været ude skadet og derfor blev han helt planlagt byttet med Giran Pyne-Cole (02) midtvejs i første halvleg. Det var en kamp, som Brøndby satte sig på fra start. Andreas Bruus var første mand til kompetent at forsøge sig, da han inde centralt satte en mand og sendte en afslutning afsted, men Vanløse-keeperen havde styr på den. Ikke længe efter fik hjemmeholdet endnu en god mulighed. Denne var rigtig stor. Lucas Balck blev spillet helt fri i feltet, men fik sin afslutning pillet af målmanden. Samme Balck leverede gode ting nogle minutter senere, da han satte en mand fuldstændig og kunne spæne mod mål. Han blev nedlagt på kanten af feltet og fik frispark. Andreas Bruus sparkede, men i muren. Med fem minutter til pause lykkedes det dog for en yderst velspillende Balck. Han erobrede selv bolden i feltet i et hidsigt pres og sparkede den stensikkert i nettet til 1-0. Fortjent føring til Brøndby og fortjent at Balck fik lov at krone en god halvleg med et mål. Angriberen stod ikke forrest i angrebshierakiet i sidste sæson, men ligner en spiller, der er klar til at tage ansvar og spille en stor rolle i denne sæson. Anton Skipper Hendriksen skal også fremhæves for en god præstation. Han spillede usvigeligt sikkert, guidede sine holdkammerater og sneg sig endda med offensivt flere gange.
Flotte mål og chancer til mere
I anden halvleg var det som bekendt et nærmest helt nyt hold, der skulle i kamp. Eneste genganger var Mads Hermansen i målet. Det gav følgende opstilling fra anden halvlegs start:Mads Hermansen (SL)Andrew Oseni (02) - Frederik Valdbjørn (02) - Luke Singh (SL) - Victor Sørensen (01)Peter Bjur (SL) - Laurids Brandt Andersen (02) - Andreas Pyndt (01) - Jesper Lindstrøm (SL)Roni Arabaci (01) - Anis Ben Slimane (01))Der var uofficiel debut til Anis Ben Slimane, der denne sommer er skiftet fra AB og tilbage til Brøndby, hvor han spillede i sine tidlige ungdomsår. Han gjorde et fint indtryk i sin første optræden. Han har et godt blik for spillet og sine holdkammerater og en fantastisk fysik, som han bruger godt. Han mangler naturligvis noget taktisk og blev flere gange instrueret af Mattsson i at komme hurtigt frem ad banen, når Brøndby erobrede bolden. Kampbilledet fra første halvleg fortsatte efter pausen. Og anden halvleg startede med en kæmpe Brøndby-chance. Slimane kom helt fri og forsøgte trækket uden om målmanden, men han fik lige prikket bolden. Den havnede for fødderne af Peter Bjur, der dog sparkede forbi mål. Men det var et varsel. Ti minutter inde i anden halvleg spillede Slimanen på fornem vis angrebskollegaen Roni Arabaci fri. Arabaci fortsatte sine fornemme takter fra forårssæsonen og scorede sikkert til 2-0. Det varede ikke længe, før netmaskerne blafrede igen bag Vanløse-keeperen. Målmanden var manden bag en dårlig clearing, som havnede hos Jesper Lindstrøm. Flere tilskuere på sidelinjen ville have ham til at sparke langt udefra, men Lindstrøm bevarede overblikket og ventede til han var kommet lidt tættere på, inden han usvigeligt sikkert bankede den i mål til 3-0. Bjur havde yderligere to gode skudmuligheder, men begge gange overplacerede han. Han spillede ellers en fin halvleg, hvor han flere gange markerede sig med gode ryk, fine driblinger og god fysik. Der skal også lyde stor ros til Andrew Oseni, som spillede en noget uvant plads som back. Men det var der faktisk noget perspektiv i. Oseni spillede primært angriber i Brøndby i sidste sæson, men han var aggressiv og spillede med god fysik som back, ligesom han flere gange erobrede bolden godt og tog gode løb i dybden, som udfordrede Vanløse-bagkæden. Interessant om det er en plads, man vil spille Oseni på mere i fremtiden. Til sidst i kampen fik Vanløse reduceret på et skud langt ude fra. Svært at vurdere, om den blev rettet lidt af på vejen, men det betød, at sommerens første test endte med 3-1 til Brøndby. Det var en god test, hvor alle spillerne fik minutter i benene og flere fik vist sig rigtig positivt frem. Der var også fornemt besøg på lægterne, hvor vi spottede både Carsten V. Jensen, Mads Davidsen, Martin Retov og cheftræner Niels Frederiksen blandt tilskuerne på bane 1. 3point.dk filmede kampen og vi lægger mål og highlights op så snart vi kan.