Formstærk Hjulsager håber at komme i betragtning til EM-trup
24-årige Andrew Hjulsager står på kanten af sit gennembrud i belgisk fodbold. Selvom han er blevet slået bagud af en skade, håber han på at gøre det så godt, at

24-årige Andrew Hjulsager står på kanten af sit gennembrud i belgisk fodbold. Selvom han er blevet slået bagud af en skade, håber han på at gøre det så godt, at han kan komme i betragtning til sommerens EM-trup for Danmark. Andrew Hjulsager skiftede i sommer klub fra Celta Vigo, hvor det endelige gennembrud lod vente på sig. Skiftende trænere gjorde det svært for danskeren og han valgte derfor at tage skridtet til belgisk fodbold og KV Oostende, hvor Kåre Ingebrigtsen overtog roret. Her fik den tidligere Brøndby-spiller en god start, men den gode start blev afløst af en skade, der forpurrede det for Hjulsager. - Jeg var meget glad for at komme til KV Oostende, for jeg vidste, at jeg ville få en vigtig rolle fra start. Det startede også super med to sejre i de første to kampe, hvor den ene kom mod Anderlecht, fortæller Andrew Hjulsager til 3point.dk. - Men jeg pådrog mig en skade i den kamp og måtte gå ud efter 60 minutter. Jeg spillede så alligevel i næste kamp, men måtte udgå igen, hvorefter jeg måtte holde pause i to og en halv måned. Det er ikke fedt at blive langtidsskadet tre uger efter du ankommer til en ny klub. Og oven i det fik vi ingen point, mens jeg var skadet. I de seneste uger har Andrew Hjulsager dog gjort meget opmærksom på sig selv i den bedste belgiske række. De sidste to spillerunder har budt på Hjulsager-mål og efterfølgende også plads på rundens hold. - Nu er jeg så kommet tilbage og har bygget på kamp efter kamp, fundet rytmen og det er noget jeg har savnet, siden jeg forlod Brøndby, så det er en kæmpe forløsning for mig. Jeg har trænet hårdt hver dag og i takt med at jeg er kommet i bedre form og har fundet kamprytmen, er mine præstationer bare blevet bedre og bedre.
Håber at komme i betragtning til EM
24-årige Hjulsager har nu tilbragt et halvt år i belgisk fodbold og han er glad for at have vist, at han kan være med på et højt niveau. - Jeg synes det er en meget hård og stærk liga, hvor de fleste hold kan slå alle. Ligaen er meget fysisk præget og lagt an på individuelle aktioner mand til mand. Og så er der nogle virkelig stærke hold i toppen af ligaen, som også klarer sig rigtig flot i de europæiske turneringer. Så det er godt at vide, at når jeg kan være afgørende mod de hold, så kan jeg være med på det niveau internationalt. LÆS OGSÅ: Hjulsager træner med landsholdet i Brøndby: Sjovt at være tilbage Offensivspilleren lægger heller ikke skjul på, at han drømmer om at komme i betragtning til Åge Hareides EM-trup til sommer. Men han er klar over, at han kommer fra baghjul og er blevet sat bagud af skaden i efteråret. - Jeg havde et håb om det fra i sommer. Jeg var godt klar over, at det ville kræve en ekstraordinær sæson fra mig. Skaden slog mig selvfølgelig meget bagud, men jeg håber, at jeg kan gøre det så godt, at jeg kan komme i betragtning. Når det er sagt, ved jeg, at der er flere ting, der skal gå min vej. Men man ved aldrig i fodbold og lige pludselig går tingene stærkt. Der banker stadig et stort gult og blåt hjerte i Andrew Hjulsager. Og måske bringer det ham tilbage til Brøndby en gang i fremtiden. - Jeg har fulgt Brøndby lige siden jeg var med på stadion for første gang som lille dreng. Det er min klub i Danmark og jeg elsker at se kampene, så det gør jeg hver gang jeg har mulighed for det. Og jeg håber, at jeg en dag kan vende tilbage til klubben efter jeg har haft en god udenlandskarriere, slutter formstærke Hjulsager. Hjulsager og Oostende skal i kamp igen i aften, når de møder Mechelen på udebane. [caption id="attachment_52666" align="aligncenter" width="4000"] DCIM100GOPROGOPR0163.JPG[/caption]