3POINT
Nyheder9. nov. 2018

Forløsning i Brøndby: Drømmemål og straffespark sikrede fortjent sejr over AGF

Brøndby IF og AGF har begge været ramt af nedadgående formkurver på det sidste. I fredagens opgør var det Brøndby, der både spillemæssigt og resultatmæssigt ven

3point person
3point.dk9. nov. 2018

Brøndby IF og AGF har begge været ramt af nedadgående formkurver på det sidste. I fredagens opgør var det Brøndby, der både spillemæssigt og resultatmæssigt vendte bøtten. 2-0 vandt de blå-gule, og det kunne have været endnu mere. Det er ikke længe siden, at Brøndby tabte til AGF i Aarhus, og derudover havde Brøndby inden dagens kamp blot vundet en enkelt kamp på hjemmebane i denne sæson. Statistikken talte altså ikke for de blå-gule fra start, men det virkede de ikke mærkede af. Allerede efter tre minutters spil fik Kamil Wilczek testet Oscar Whalley i AGF-målet med et stærkt hovedstød, som keeperen dog klarede sikkert. Brøndby var farligst i kampen, og efter godt tyve minutter var de farlige på to hjørnespark i træk. Først var det Paulus Arajuuri der var tæt på at heade bolden ind, men bolden blev rettet af til et nyt hjørne. Det blev taget hurtigt, og Hany Mukhtar driblede ind i feltet, hvor han lagde en flad aflevering ind i det lille felt, som dog blev clearet lige for fødderne af Johan Larsson. AGF havde ikke meget, men ti minutter før pausen fik Brøndbyfansene alligevel en forskrækkelse. Et indlæg fra Casper Højer strøg hele vejen igennem Brøndbyforsvaret, og inde på målstregen dirigerede Jens Stage bolden over stregen. Målet blev dog annulleret, og den langsomme gengivelse viste også, at Jens Stage brugte armen til at sende bolden i mål. Det var det farligste, AGF havde at byde på, men Brøndby var ikke færdige. Kort før pausen var de igen tæt på, først da Johan Larsson med en smart to-fodsdribling sendte sig selv fri til afslutning, der røg tæt forbi mål, og kort efter da Ante Erceg fik et helt frit hovedstød, som Oscar Whalley dog flot fik holdt ude. Efter pausen fortsatte kampbilledet. Et kvarter inde skiftede Brøndby Mikael Uhre ind, og hans første aktion var at hoppe over en flad aflevering, som snød AGF-forsvaret, og havnede for fødderne af Hany Mukhtar, som forsøgte sig med en flad afslutning. Den havde Whalley dog luret. Her burde Mukhtar have scoret. Målet kom dog syv minutter senere - og det var værd at vente på. Dominik Kaiser sendte en aflevering frem mod Hany Mukhtar, som vippede den op til Kaisers højreben, og tyskeren tog chancen og hamrede bolden utageligt i nettet. Et vaskeægte drømmemål af Kaiser. Kort efter sparkede Mukhtar fra samme afstand som Kaiser, men denne gang sneg bolden sig lige udenom målet. Fem minutter før tid blev kampen endegyldigt lukket. En AGF-dødbold resulterede i en Brøndby-kontra, hvor Mikael Uhre førte bolden frem. Han lagde den på tværs til Lasse Vigen, som holdt på den indtil Uhre var kommet i position til en aflevering. Uhre vippede bolden over Oscar Whalley, som nedlagde Brøndbyangriberen. Straffespark til Brøndby, og gult kort til AGF-keeperen, som allerede havde et i forvejen. AGF sendte unge Casper Christensen ind i målet, men han kunne ikke stoppe Kamil Wilczeks straffespark, som via stolpen røg i nettet. Det blev kampens sidste mål, og dermed stryger Brøndby op gennem tabellen og indtaget øjeblikkeligt Superligaens fjerdeplads.

Mest kommenterede nyheder