Fokuseret 'Jobbe': Jeg har kun nået mit delmål
Jesper 'Jobbe' Lindstrøm har fået debut i Europa League-kvalifikationen og i Superligaen, men han har kun opnået et delmål, lyder det fra den fokuserede unge sp

Jesper 'Jobbe' Lindstrøm har fået debut i Europa League-kvalifikationen og i Superligaen, men han har kun opnået et delmål, lyder det fra den fokuserede unge spiller. 19-årige Jesper 'Jobbe' Lindstrøm har haft et par gode uger i Brøndby på det seneste. Han er officielt blevet Superliga-spiller i sin hjerteklub denne sommer og har senest fået sin debut i både Europa League-kvalifikationen og i Superligaen. Men den unge offensivspiller har ikke nået sit mål endnu. Kun et delmål, fortæller han til klubbens hjemmeside. - Jeg har ikke nået mit mål. Jeg har kun nået mit delmål, som var at få min debut. Nu handler det om at kæmpe videre og spille mig mere omkring holdet og få flere minutter. Det er ikke sat på pause nu, fordi jeg har fået min debut, siger han. Der er også nogle ting ved at være blevet seniorspiller, som 'Jobbe' er ved at vænne sig til. - Nu er man ikke den, der kan råbe højest mere. Nu er jeg en af de unge. Og tempoet er selvfølgelig langt højere, og selve atmosfæren og miljøet er anderledes. Jeg er oppe for at lære nu, og jeg gør mit bedste for at vise mig frem. Det er også derfor, jeg tror, at jeg har fået et par minutter af Niels – fordi jeg har gjort det godt til træning. Så det er bare med at blive ved og kæmpe for sin plads. Jesper 'Jobbe' Lindstrøm kan spille sin anden europæiske kamp for Brøndby torsdag aften, når han og holdkammeraterne møder Inter Turku på udebane.