Fokuseret Holst håber på god U21-træningslejr
Frederik Holst drager på mandag på træningslejr med det danske U21-landshold. Her håber han at få vist sig frem og komme i god form. Fremtiden spekulerer han ik

Frederik Holst drager på mandag på træningslejr med det danske U21-landshold. Her håber han at få vist sig frem og komme i god form. Fremtiden spekulerer han ikke over. FOTO: Mikkel Johansen Brøndby-har tre spillere, der skal afsted med det danske U21-landshold til Tyrkiet på mandag. Foruden Christian Nørgaard og Andrew Hjulsager skal også Frederik Holst afsted. Her glæder han sig til at komme ned i varmen, få vist sig frem og spillet sig i form. - Det bliver dejligt at komme ned i varmen og spille to gode kampe mod Wolfsburg U23 og Ukraine U21. Så kan jeg vise mig lidt frem og komme i god form. Det tror jeg er det vigtigste her i starten, siger han til 3point.dk. Til sommer er der en OL-slutrunde i Brasilien, som Frederik Holst gerne vil med til. Men det kommer sandsynligvis til at kræve mere spilletid, end han fik i Brøndby i efteråret. Den alsidige Brøndby-mand spekulerer dog ikke over fremtiden, det lader han sin agent om. - Det har jeg egentlig ikke tænkt så meget over, for at være ærlig. Jeg har en god agent, der sørger for det. Jeg har sagt til ham, at han må se hvad der bevæger sig derude. Jeg vil gerne fokusere på det jeg kan, og det er at komme i god form og forhåbentlig have ti gode dage med U21-landsholdet i Tyrkiet. Så må vi se hvad der sker. Nu fokuserer han på opstarten med Brøndby, selvom det ikke er det sjoveste. - Det er røvkedeligt. Men vi skal igennem det. Det bliver hårdt, men det er dejligt at man kan mærke at man lever og dejligt at se gutterne. Det gør det lidt nemmere. - Det var dejligt at se gutterne igen. Nu har vi haft en dejlig lang ferie, så det var dejligt at komme ud og spille lidt bold igen, selvom banen var lidt iset til. Men det tog vi med. 21-årige Frederik Holst har repræsenteret Brøndby 110 gange.