3POINT
Pavlovic til træning

Teis Markfoged

Nyheder31. mar. 2021

Fit Pavlovic håber på minutter mod FC Midtjylland

Andrija Pavlovic er tilbage for fuld skrue på træningsbanen. Han håber at komme i truppen og få minutter i mandagens kamp mod FC Midtjylland.

Nanna Møller Karlsen
Nanna Møller Karlsen31. mar. 2021

Brøndby har været uden angriberen Andrija Pavlovic i de seneste fem Superliga-kampe. Men i sidste uge fik han minutter i benene i en træningskamp mod FC Nordsjælland. Han er tilbage i fuld vigør og håber på at kunne spille en rolle, når Brøndby på mandag møder FC Midtjylland i Mesterskabsspillet.

- Det var fantastisk at være tilbage på banen og det var en god kamp mod FC Nordsjælland, som gerne vil spille fodbold. Det var sjovt at spille og vejret var dejligt, så jeg nød virkelig at få mine 45 minutter. Dem havde jeg brug for, for at bygge mig selv op. Jeg havde det godt derude, hvilket er det vigtigste, så det var meget succesfuldt, siger Pavlovic til 3point.dk.

- Skaden tog lidt længere tid, fordi vi måske prøvede lidt for hurtigt. Vi prøvede at få mig klar til derbyet og kampen inden, og så fik jeg lidt mere ondt og det tog lidt længere tid. Men nu er det helt fint. Jeg træner fuldt med og har gjort det hele landskampspausen. Jeg vil være glad, hvis jeg kan komme i truppen til Midtjylland-kampen, og jeg håber virkelig, at jeg får nogle minutter der. 

Den 27-årige angriber glæder sig til at komme i gang med slutspillet og understreger, at Brøndby-holdet bare skal tage en kamp ad gangen og gå ud og nyde det.

- Det bliver sjovt. Det bliver tæt, og jeg tror at folk kommer til at nyde at følge med, og vi kommer til at nyde at spille. Der er kun store kampe tilbage og det bliver rigtig svært. Vi skal bare tage det ét skridt ad gangen og fortsætte, som vi har gjort. Vi skal ikke stresse over noget, men gå ud og nyde det og tage det én kamp ad gangen.

Den første kamp er altså mod FC Midtjylland. Det er på mandag i Herning.

Relaterede nyheder

Mest kommenterede nyheder