Fisker: Når bolden ruller, handler det om instinkt
Kasper Fisker har leveret fem assists for Brøndby i Superligaen i denne sæson. Det er fedt at hjælpe holdet, mener midtbanespilleren, der også spiller på instin

Kasper Fisker har leveret fem assists for Brøndby i Superligaen i denne sæson. Det er fedt at hjælpe holdet, mener midtbanespilleren, der også spiller på instinktet. Kasper Fisker var assistkonge i Randers. Og han er så småt også ved at få det prædikat på sig i sin nye klub Brøndby. Det er blevet til fem assists i 11 Superliga-kampe og det betyder en andenplads på assistlisten i ligaen. Kasper Fisker nyder at være kampafgørende, og det er noget han træner i sit spil, men når bolden ruller, handler det også om instinkt. - Vi har et meget stort analyseapparat i Brøndby IF, og vi får set en masse videoer og lært, hvor modstandernes svagheder er, og det kan man se og bruge til noget, så man har nogle ideer om, hvad man vil, inden kampen starter, siger han til klubbens hjemmeside. - Men når først bolden ruller, handler det også meget om instinkt; at se afleveringen på det rigtige tidspunkt og slå den ind i det rigtige område. Læs også: Kasper Fisker: Det giver et moralsk boost at komme tilbage 29-årige Fisker har aldrig lagt skjul på, at han godt kan lide at være kampafgørende. Men det vigtigste for ham er at have en rolle i det offensive spil og så betyder det mindre, hvem der har sidste og næstsidste fod på bolden. - Det er fedt at hjælpe holdet, og ligesom det er fedt at lave et mål, er det også en dejlig følelse at skabe en assist. Men for mig er det også vigtigt at have en rolle i det offensive spil, så det ikke kun gælder om at lave den enkelte assist, men også om at være med til at åbne de andres forsvar. Om det så er det anden-, tredje- eller fjerdesidste aflevering er bare et spørgsmål om, hvem der får bolden på det givne tidspunkt, og om angriberen scorer eller ej. Kasper Fisker kan være kampafgørende igen på søndag, når Silkeborg IF gæster Brøndby Stadion.