
Teis Markfoged
Fisker hylder Zorniger efter Brøndby-farvel: Den bedste træner, jeg har haft
Kasper Fisker har kun positive ting at sige om Alexander Zorniger, der onsdag aften var mødt op på Brøndby Stadion til Fiskers sidste hjemmekamp for de blå-gule.

For tre år siden kom Kasper Fisker til Brøndby IF.
Dengang var Alexander Zorniger træner, og tyskeren så et stort lys i den hårdtarbejdende midtbanespiller. Så stort, at han var på Brøndby Stadion onsdag aften for at sige farvel ved Fiskers sidste hjemmekamp.
- Han sagde, han kom fordi det var min sidste hjemmekamp. Da jeg varmede op, så jeg ham deroppe og tænkte, at det jo krafteddeme var ham, der fik mig hertil og var skyld i den vanvittige første sæson. Ham er jeg rigtig, rigitg taknemmelig, han er uden tvivl den bedste træner jeg har haft i hele min karriere, siger Kasper Fisker til 3point.dk.
Han uddyber, at det særligt var det hårde træningsmiljø, der gjorde at Fisker og Zorniger var et godt match.
- Den måde, han trænede på, og den dagligdag vi havde under ham. Han var perfektionistisk, og alle i truppen kæmmpede en brav kamp hver evig eneste dag. Den mentalitet vi havde under det hold, var noget helt unikt. Alle der har prøvet at være på et hold, hvor alt gik op i en højere enhed, ved det, og det gjorde det virkelig det år. Det var virkelig, virkelig en fed tid, og jeg er rigtig taknemmelig for at have trænet under sådan en træner.
- Jeg kan godt lide at arbejde rigtig, rigtig hårdt. Og jeg elsker at opnå resultater ved at arbejde hårdere end alle de andre, der er ikke noget bedre. I den sæson hvor vi var det bedste hold, synes jeg, arbejdede vi hårdere end de andre. Det var en fed følelse, det dér med at vinde gang på gang, fordi vi arbejdede hårdere end de andre. Vi hørte også om andre, der trænede en time, mens vi trænede to gange to timer.
Selvom Fisker fremhæver Zorniger, så er det ikke ment som kritik af Brøndbys nuværende træner, Niels Frederiksen, forsikrer han. Han påpeger blot, at der er stor forskel på de tos metoder.
- Vi træner ikke lige så hårdt og ikke lige så lang tid. Det er knap så meget \"kæft, trit og retning\", så der er flere mennesker, der bliver hørt. Det er jo forskellige ting, som kan noget, men det er den helt store forskel.
Kasper Fisker nåede at spille 67 kampe for Brøndby IF.