
Teis Markfoged
Fisker glæder sig til gensyn med de unge Brøndby-gutter
Fremad Amager-spilleren Kasper Fisker glæder sig til gensynet med sine tidligere holdkammerater og de unge Brøndby-spillere.

I december tørner Fremad Amager og Brøndby IF sammen i 1/8-finalerne i DBU Pokalen. Kampen spilles på Sundby Idrætspark og for Kasper Fisker bliver det en helt speciel kamp.
Han forlod denne sommer Brøndby på en fri transfer og skiftede i stedet til netop Fremad Amager. Nu kommer han til at stå over for sine tidligere holdkammerater, og det glæder han sig til, selvom han nok ikke kan lade være med at grine, når han skal sige god kamp til dem.
- Jeg tror ikke, jeg kan lade være med at grine, når jeg siger god kamp til dem. Det bliver helt vildt specielt at møde de her unge gutter, som i den grad gør det sindssygt godt og har overhalet mig på det spillemæssige niveau, siger Fisker til netmediet bold.dk.
- Jeg glæder mig til at møde de unge spillere, der kom op i spillertruppen, da jeg var på toppen inden mine skader. Jeg synes selv, jeg var god til at tage imod dem, og dengang var det mig, der var bedre end dem, men nu er de jo bedre end mig. Det bliver også meget sjovt, at der er vendt om, og det pludselig er mig, der virkelig skal være på dupperne for at følge med dem.
Det præcise spilletidspunkt for kampen er endnu ikke fastlagt.