FCV-træner efter nedsabling: Decideret ydmygende
Det var en ærlig Michael Hansen, som svarede på pressens kritiske spørgsmål ovenpå 0-5-nederlaget på Brøndby Stadion. Det endte med at blive decideret ydmygende

Det var en ærlig Michael Hansen, som svarede på pressens kritiske spørgsmål ovenpå 0-5-nederlaget på Brøndby Stadion. Det endte med at blive decideret ydmygende, mener han. Det var ikke en af de bedste dage på kontoret for FC Vestsjælland-træner Michael Hansen. Efter nederlaget på Brøndby Stadion hedder det sig nu, at vestsjællænderne ikke har fået point på udebane i seks kampe i træk. Nederlaget til Brøndby var nærmest uundgåeligt som kampen udviklede sig, mener Michael Hansen. Han er dog ærgerlig over at holdet faldt sammen og at det endte med at blive til en decideret ydmygelse på den københavnske vestegn. - Jeg synes det var ydmygende i dag. Det jeg har lært, det er at du skal lukke tingene ned, når du kan se at der ikke er en reel mulighed for at komme tilbage. Det irriterer mig, at vi ikke gør det og kommer herfra med 0-3, sagde Michael Hansen til 3point.dk efter kampen. - Spillerne føler sig ydmygede dernede og der bliver frustrationer. Og vi spiller altså om fem dage igen. Derfor er det utroligt vigtigt, at jeg både lige tog fat i dem med det samme dernede, men også at I ikke ser en her der kaster med noget lige nu. Det er vigtigt, at evaluere kampens forskellige tempoer. Men 10 gode minutter på Brøndby Stadion ud af 90..., sagde Michael Hansen. Den sidste sætning med de 10 gode minutter kunne han ikke lade være med selv at grine lidt ad. Michael Hansen er meget opsat på, at spillerne hurtigst muligt glemmer Brøndby-kampen og ser frem mod den vitale kamp mod Silkeborg på fredag. FC Vestsjælland-holdet i denne sæson har praktiseret en lidt mere offensiv spillestil end 'den parkerede bus', som Ove Pedersen gjorde vestsjællænderne kendt for i sidste sæson. Hansen er klar over, at det kan være svært for spillerne at omstille sig til den nye stil. - Jeg tror da det har været en hård overgang. Men jeg føler, at vi er derhenne hvor spiller gerne vil arbejde stenhårdt for at nå derhen. Det skal ikke være nogen undskyldning, det kræver bare nogle flere kampe. - Men derfor har det ikke været godt at tabe seks ud af seks udekampe. Det ér ikke godt nok, slutter Michael Hansen til 3point.dk. FC Vestsjællands næste kamp i Superligaen er på fredag, hvor de møder Silkeborg.