3POINT
Nyheder8. apr. 2019

#FCNBIF set fra modstanderens perspektiv: Fuldstændig med i kampen om bronze

Det er blevet tid til optakt set fra modstanderens perspektiv. Rasmus Danker og Rasmus Damsholt leverer fra FC Nordsjællands perspektiv. Og de kæmper ligesom Br

3point person
3point.dk8. apr. 2019

Det er blevet tid til optakt set fra modstanderens perspektiv. Rasmus Danker og Rasmus Damsholt leverer fra FC Nordsjællands perspektiv. Og de kæmper ligesom Brøndby for bronze. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Det er blevet mandag og det betyder Superliga-kamp mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF, hvilket som oftest rimer på underholdning og mål. Vi skal vanen tro også have en optakt set fra modstanderens perspektiv og denne gang har to gange Rasmus svaret på vores fem faste spørgsmål. Rasmus Danker og Rasmus Damsholt står bag FC Nordsjællands fanpodcast Nordsjælland Dreamin' og du kan finde dem på Twitter her.

Hvad er status for dit hold lige nu og fornemmelsen som fans?

- Med fyringen af kommunikationsafdelingen og indsættelsen af ny cheftræner før tid, er det klart, at vi fans har lidt interne identitetsdiskussioner i øjeblikket, men opbakningen til holdet er naturligvis stadig 100% intakt. - Vi føler, at vi er fuldstændig med i kampen om bronzen, at holdet er på en fortsat opadgående formkurve og at truppen indeholder en fuldstændig uudtømmelig stor talentmasse.

Hvor vigtig er kampen mod Brøndby og hvorfor?

- I denne her nye turneringsform er det de færreste kampe, der ikke føles meget vigtige. For os, såvel som for Brøndby, har de sidste mange kampe frem mod mesterskabsslutspillet (med frygt for at lyde som en stor kliché) været små finaler. - Men for en gang skyld føles det faktisk ikke som liv at død, når vi på mandag tager imod Brøndby. Vi er utrolig glade og lettede for lige at have sneget os med i top 6 og med forfremmelsen af Flemming P., så er vi med i mesterskabsspillet uden det store pres på trup og trænerstab. Der er plads til at prøve ting af og finde fodfæstet. - Men tag ikke fejl – tigerne kommer stormende ud, for med en sejr er vi jo I den grad inde i bronzekampen! - Og det skulle da ikke være første gang vi fik listet os til lidt dingleværk om halsen.

Hvem er bedst kørende hos jer lige nu? - Hvem skal Brøndby passe på?

- Vi har i vores podcast længe jinxet Mikkel Damsgaards første afgørende scoring. Det er ofte ham, der har næstsidste fod på og han har været utrolig tæt på at blive målscorer i de seneste kampe. Vi har endog haft vores egen ekspert Rudi Dalsgaard (Frederiksborg Amts Avis) til stede til søndagstræningen og han meldte også, at den unge fyr ser utrolig skarp ud frem mod opgøret. Vi tror på en scoring fra den 18-årige mini Eriksen. - Ud over det, så hold øje med den endnu yngre Antman. Han er ligeså fantastisk som navnet antyder. Det er tydeligt, at den unge finne har et helt unikt touch på bolden og vi tror på, at han nok skal få i hvert fald et kvarter på kunstgræsset.

Hvordan tror du I vil gribe kampen an og hvem frygter du mest fra Brøndby?

- Vi kommer guns blazing ud mod Brøndby. I en 3-4-3 opstilling, hvor fart bliver essentielt for at sikre os, at vi kan arbejde os ud af Brøndby-presset. Derfor tror vi også, at vi tidligt i spilfasen vil se om vi kan få bolden i Brøndbys bagrum for at skabe flest mand-mand situationer på kanten, hvor vi har noget mere fart end Brøndby. - Vores bud er, at Brøndby vil stille sig lidt længere tilbage på banen end sidst vi mødte hinanden, for at gøre banen mere kompakt. Så et noget mere afdæmpet Brøndby-pres, end man er vant til at se. Så Brøndby i højere grad kan se om de kan fange os på omstillinger. - Da vi tror Brøndby i højere grad end sædvanligt vil prioritere omstillingerne er det Hedlund vi bør frygte på Right To Dream Park. Han kan udfordre bagkæden med sin fart og dybe løb.

Hvad er dit bud på resultatet og hvad bliver udslagsgivende?

- Vi er jo retmæssigt favoritter og kan se at Tipsbladet skyder kampen til at blive 3-2, men FCN spillede senest til alles overraskelse til 0 i Midtjylland. Så måske det ikke bliver en ligeså målrig affære, også fordi vi jo spår Brøndby til at stå lidt lavere end sædvanlig. Men vi var bedst sidst, vores formkurve er stadig opadgående. Brøndby ligger på mange måder bare godt til os på grund af den kompromisløse stil. - Det afgørende i kampen bliver hvem, der eksekverer chancerne bedst, da der altid kommer utroligt mange chancer i begge ender i de her opgør. Damsgaard bliver som sagt enormt afgørende for os. Rammer han dagen, så vil hans evne til at trække ned i banen være med til at flytte de stationære Brøndby-forsvarsspillere, hvilket vil kunne skabe endnu mere plads til Mathias Rasmussen og Andreas Skov Olsen. - Videre skal Nelsson endnu engang stå en prøve i tremandsforsvaret med den noget mere uprøvede opbakning ved siden af ham. Brøndby spiller jo meget uafgjort i øjeblikket og har også gjort det mod FCN på det seneste. Men vi tror ikke det bliver uafgjort, netop fordi FCN kan spille forholdsvis frit og vil gå efter de tre point på kunstbanen. Vi tror på, at vi får minimeret fejlene og vinder 2-1 i en medrivende affære. Kampen mellem FC Nordsjælland og Brøndby IF fløjtes i gang mandag aften klokken 19.00 på Right To Dream Park.

Mest kommenterede nyheder