
Teis Markfoged
FCN-træner: Brøndby passer godt på sig selv
FC Nordsjælland-træner Flemming Pedersen ser Brøndby IF som et godt hold, der passer godt på sig selv. Han synes, FCN havde godt styr på Brøndby på flere områder.

FC Nordsjælland åbnede torsdag aften 2021 med et 1-0-nederlag til Brøndby IF. FCN-træner Flemming Pedersen godkender dog sit holds indsats, for han føler egentlig, at FCN-holdet havde rimelig godt styr på Brøndby-mandskabet.
- Det var et normalt og godt Brøndby-hold. De passer godt på sig selv, men vil også gerne op og presse højt. Det synes jeg dog, vi havde godt styr på. Vi fik relativt nemt spillet igennem deres pres. Jeg tror, det var den kamp, jeg har været med til mod Brøndby, hvor vi har haft allermest styr på dem. Fordi det er ikke mange muligheder, de får skabt. De bliver tit tvunget til at slå den langt, men det er så også en af de lange bolde, de får scoret på, siger Pedersen til FCNs hjemmeside.
Flemming Pedersen mener godt at hans hold kunne have vundet kampen.
- Det er altid svært at vurdere dét med fortjeneste, men vi kunne sagtens have vundet denne her kamp, hvis man kigger på kvalitet i spillet. Og jeg tror også, vi fører mange af de offensive statistikker.
- Så præstationen var godkendt, og der var fremgang i forhold til 2020, men det er selvfølgelig pisse ærgerligt at tabe sådan en kamp. Specielt efter sådan et mål, hvor vi kokser lidt i forsvaret. Dog kan man også vende den om og sige, at det var godt sparket ind. På det punkt havde Hedlund lidt mere kvalitet, end vi havde i vores afslutninger.
FC Nordsjælland ligger på 8. pladsen i Superligaen.