FCN-keeper: Scorede 25 kroner, som Brøndby-fans kastede efter mig ved min Superliga-debut
Nicolai Larsen gæster søndag Brøndby Stadion, når FCN kommer på besøg. Den tidligere AaB-keeper reflekterer i dette optaktsinterview over karrieren og hans roll

Nicolai Larsen gæster søndag Brøndby Stadion, når FCN kommer på besøg. Den tidligere AaB-keeper reflekterer i dette optaktsinterview over karrieren og hans rolle i FCN, ligesom han tænker tilbage på dengang hans Superliga-karriere startede på Brøndby Stadion. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport De fleste Superliga-fans forbinder Nicolai Larsen med AaB, hvor han var i syv år og fik over 200 kampe. Siden 2017 har han stået for FCN, hvor han med sine 28 år er en af de ældste i truppen. Når han søndag gæster Brøndby Stadion, så ser han frem til energien på banen og fra Brøndbys fans, og han har et særligt minde om de blå/gule-fans, da han fik Superliga-debut på Brøndby Stadion. Det skete tilbage i første runde af sæsonen 2011/2012, hvor Mike Jensen udlignede til 2-2 i sidste minut. - Min første tanke om Brøndby er, at Brøndby Stadion er specielt på grund af klubbens fans. På banen kommer Brøndby altid med stor energi, og så husker jeg min første kamp for AaB i Superligaen. Den dag tjente jeg 25 kroner foran Faxe-tribunen, da de havde kastet mønter efter mit mål. De ramte mig ikke, og det var siden af målet, og jeg tror de forsøgte at skræmme den unge keeper, da jeg startede anden halvleg foran Faxe-tribunen, griner Nicolai Larsen i interviewet med 3point.dk Den unge københavner havde skiftet fra Lyngby til AaB, og da Karim Zaza forlod bolchestriberne tog Larsen over. I 2017 gik turen til FCN, og her er den 28-årige en af de rutinerede. - FCN er sindssygt spændende, da de gør tingende lidt anderledes. De fokuserer meget på, hvordan grænserne kan flyttes for de unge, og her er det min, Kian Hansen og Mikkel Rygaards rolle at komme ind med viden og erfaring. Klubben fokuserer meget på, at det ikke skal være indspist, og der hentes meget inspiration fra topklubber i udlandet.
Interesse 40 gange, men kun to skifter
I løbet af sin karriere har Nicolai Larsen hørt om meget interesse om ham, men han er kun noteret for to skifter til henholdsvis AaB og FCN. Den erfaring deler han også med sine holdkammerater. - Noget jeg har lært er, at man skal leve i nuet. Og så at der er langt fra interesse til et skifte. Ellers skulle jeg have været solgt 40 gange. Inden skiftet til AaB var jeg for eksempel til prøvetræning i Everton, og da jeg blev inviteret tilbage til endnu en prøvetræning, så troede jeg, at jeg skulle skrive kontrakt. Men sådan gik det som bekendt ikke. Og det har jeg lært af. Og det er også noget af den erfaring, som jeg prøver at give videre til unge talenter, hvor de måske tror, at de efter en god kamp skal skifte til udlandet. Jeg har aldrig sagt nej til nogle skifter, men har kun sagt ja. Og det har været til AaB og FCN, hvilket jeg er både glad for og stolt over. Tanken om udlandet er der naturligvis altid, og jeg vil gerne prøve mig selv af, men jeg er meget glad for at være i FCN. FCN er efter otte runder på fjerdepladsen med 13 point, og det er Nicolai Larsen tilfreds med. Målsætningen for sæsonen er top seks. - Pointhøsten har været godkendt. Næsten over forventning, kan man sige. Og der har været gode præstationer på nær kampen mod Randers, udtaler Larsen om 3-1-nederlaget i Randers i starten af august og fortsætter om ambitionerne for sæsonen; - 12 hold vil være i top seks, så seks hold bliver skuffede. Vi har et håb om at slutte i top seks, og det er målsætningen.
Forventer ikke mange mål søndag
Søndag venter Brøndby, og keeperen forventer ikke en målrig kamp. - Vi kan vinde 3-0 som AGF og vi kan tabe lige så meget. Bolden er rund, haha. Nej, jeg forventer ikke så mange mål, da vi formentlig vil regne hinanden ud, og minde lidt om hinanden i spillestil. Det kunne eksempelvis blive 1-0 eller 2-0 til FCN, slutter Larsen. Den bedste spiller i Superligaens historie er i Nicolai Larsens optik Ebbe Sand, som er en legende ifølge FCN-keeperen. Da han var ung kom han både på Brøndby Stadion og tog ud og se FCK, mens Lyngby også var inde i billedet som favoritklub. Superligaens største bisse er ifølge FCN-keeperen den nye AGF-spiller Nicolai Poulsen, da han får mange gule kort. Internationalt ser Larsen op til Jan Oblak målmandsmæssigt, mens Ryan Giggs er en favorit på grund af evnen til at omstille sig. Manchester United er hans favoritklub, hvor Champions League-finalen i 1999 står som en stor oplevelse. I hans egen karriere var pokalsejren i 2014 på 4-2 over FCK den største enkeltstående kamp, og doublen samme år var en magisk oplevelse.