FCM-træner: Begge hold har udviklet sig siden første spillerunde
Brøndby vandt sæsonens første kamp mod FC Midtjylland med 4-0, men der er sket meget siden og begge mandskaber har udviklet sig siden første spillerunde, siger

Brøndby vandt sæsonens første kamp mod FC Midtjylland med 4-0, men der er sket meget siden og begge mandskaber har udviklet sig siden første spillerunde, siger FCM-træner Jess Thorup. På torsdag spilles en længe imødeset kamp i Herning, når FC Midtjylland tager imod Brøndby IF. Det er nummer et mod nummer to og kampen kan blive et godt pejlemærke for, hvor de to hold står i kampen om mesterskabet. Brøndby vandt sæsonens første indbyrdes kamp med 4-0 på Brøndby Stadion, men der er sket meget siden, siger FCM-træner Jess Thorup. - Jeg tror egentlig at begge hold har udviklet sig siden første spillerunde. Det bliver spændende at blive matchet igen. Brøndby er godt kørende, har et godt hold og har et koncept, der er super indarbejdet, ligesom vi også synes vi er nået langt på trods af at vi er relativt nye i vores system, siger han til FCM TV. Læs også: Tibbling bliver ved - var endnu en gang Brøndbys bedste Thorup lægger ikke skjul på at hans spillere glæder sig, men understreger at det er en kamp som alle andre. Der er tre point på spil, som der plejer. - For mig er det en kamp som alle andre og det er tre point, vi spiller om. De tre point vi fik i Hobro, var lige så vigtige. Jeg ved godt, at mange vil kalde det en seks-points-kamp og mod en direkte konkurrent, men vi skal møde hinanden tre gange, så der bliver masser af kampe, hvor vi skal prøve kræfter med Brøndby. Kampen i Herning spilles på torsdag klokken 20.00 og Brøndbys udvidede udebaneafsnit har været udsolgt længe.