FCK undrer sig over Santander-dom, som koster Brøndby-opgør
FC København er utilfredse med håndteringen af sagen omkring karantænen til Santander. Først skulle han ikke have karantæne, men siden endte det med, at Federic

FC København er utilfredse med håndteringen af sagen omkring karantænen til Santander. Først skulle han ikke have karantæne, men siden endte det med, at Federico Santander fik to dages karantæne. En sag som mange Brøndby-fans aktivt har fulgt på twitter, da en eventuel karantæne ville koste den stærke angriber matchen mod Brøndby på mandag. Nu har DBU så givet Santander to dages karantæne, hvilket du kan læse om her. Og hele håndteringen af sagen vækker undren hos FCK. - F.C. København tager dommen til efterretning, men mener ikke, at proceduren omkring sagen har levet op til de standarder, man kan forvente på dette niveau. Det er uhensigtsmæssigt, at formanden for Disciplinærinstansen udtaler sig i medierne, før en sag er vurderet, ligesom vi finder det besynderligt, at medierne bliver orienteret om, at der er rejst en sag, før F.C. København og spilleren bliver det, skriver klubben på deres hjemmeside. Ståle Solbakken ærgrer sig Manager Ståle Solbakken ærgrer sig over, at han nu skal undvære sin stærke angriber mod Brøndby. - Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan benytte Federico i de kommende vigtige kampe, men vi kan ikke bruge den ærgrelse til noget. Vi skal videre, og vi har stærke alternativer i truppen og skal nok stille med et konkurrencedygtigt hold i de kommende kampe, udtaler nordmanden til klubbens hjemmeside. Brøndby - FCK spilles mandag kl. 16.00 i Brøndby.