3POINT
Nyheder17. apr. 2016

FCK sejrede i Superligaderby

Brøndby kom bedre med mod slutningen, men kunne ikke stille noget op overfor et velkørende FC København-mandskab, som vandt derbyet med 2-0. Det blev en første

3point person
3point.dk17. apr. 2016

Brøndby kom bedre med mod slutningen, men kunne ikke stille noget op overfor et velkørende FC København-mandskab, som vandt derbyet med 2-0. Det blev en første halvleg fuldstændig på FC Københavns præmisser. Allerede indenfor de første 6 minutter havde de tilspillet sig to friløbere til Federico Santander, men begge kom Rønnow frem og tog sig af. Minutterne senere kunne Kasper Kusk spille Peter Ankersen fri i højre side af feltet, men hans flade indlæg sejlede langt forbi venner og fjender, og minuttet senere sparkede Kasper Kusk forbi fra fri position. Brøndby fik deres første chance efter et kvarters tid. Lebogang Phiri fandt Durmisi i venstresiden, og han kunne finde venstrekant-kollegaen David Boysen i feltet. Boysens afslutning blev halvclearet af FCK-forsvaret, og Johan Larsson sparkede returen tæt forbi mål fra 25 meters afstand. Det skulle samtidig vise sig at blive Brøndbys eneste reelle mulighed i første halvleg. FCK fortsatte med at presse på, men chancerne blev mindre og mindre. Peter Ankersen fik fra kanten af feltet sparket en meters penge over, mens Nicolai Jørgensen misbrugte en løs bold i feltet. Bedst som begivenhederne begyndte at køle lidt af, fik FC København spillets største chance. Ludwig Augustinsson var hurtigere i feltet end Johan Larsson, som hægtede FCK-svenskeren. Straffespark, og det kunne Nicolai Jørgensen let omsætte til en 1-0-føring til hjemmeholdet. FCK startede anden halvleg som de havde sluttet første. Blot 3 minutter inde i halvlegen fik Nicolai Jørgensen en friløber, men igen var Rønnow hurtigt ude af sit mål og blokere. Federico Santander kom frem til mange chancer, men var slet ikke skarp i dagens kamp. Et kvarter inde i anden halvleg fik han serveret bolden på kanten af det lille felt, men lossede langt over mål. Brøndby kom bedre med, og som oftest var det fordi Riza Durmisi begyndte at vise sine offensive kvaliteter. Efter 3 gode indlæg på to minutter faldt Brøndbys største chance, da indlægget ramte Christian Nørgaard, som sendte et hårdt hovedstød mod mål, hvor Robin Olsen dog var vågen. Men netop som Brøndby begyndte at skabe chancer og være farlige, slog hjemmeholdet til. William Kvist udnyttede at Riza Durmisi ikke var nået tilbage fra et angreb, og slog et fladt indlæg til Nicolai Jørgensen, som let kunne udplacere Frederik Rønnow. 2-0, og så var den kamp lukket. I slutningen af kampen var det tydeligt, at FC København var tilfredse med 2-0, mens Brøndby mentalt virkede til at være videre mod onsdagens pokalkamp, hvorfor det sidste kvarter blev en rodet affære. FCK forsøgte sig med et par langskud, Brøndby med indlæg, men ingen af holdene havde den fornødne kvalitet til for alvor at blive farlige, så det sluttede med en 2-0-sejr til hjemmeholdet. Brøndby har mulighed for revanche allerede onsdag, når de to hold mødes i Pokalturneringen.

Mest kommenterede nyheder