FCK nedlagde Brøndby på fem stærke minutter
Brøndby IF havde FC København nede i sækken, men snørede den ikke, og så kunne FCK'erne på fem gode minutter vende 0-1 til 2-1 og sikre sig tredje derbysejr på

Brøndby IF havde FC København nede i sækken, men snørede den ikke, og så kunne FCK'erne på fem gode minutter vende 0-1 til 2-1 og sikre sig tredje derbysejr på stribe. FOTO: Teis Markfoged Brøndby ligger og roder rundt i hælene på OB på Superligaens tredjeplads, mens FC København som mesterskabsfavoritter er fem point foran FC Midtjylland. Sådan var status inden søndagens derbykamp, men det var nu ikke noget, der kunne ses på banen. Brøndby stormede ud og satte sig på kampen fra første fløjt. og hjemmeholdets aggressivitet overrumplede fuldstændig FCK'erne, der slet ikke lignede et hold på vej mod det danske mesterskab. Det klare spilovertag gav allerede pote efter ni minutter, da Kamil Wilcek headede en løs bold i retning mod mål, hvor Hany Mukhtar tog den til sig og afsluttede. Bolden ramte keeper Joronen på hoften, og røg videre til bagerste stolpe, hvor Simon Hedlund kunne prikke den i mål. Brøndby fortsatte med at være dominerende. De overfaldt FCK'erne højt på banen, og de var hurtige i omstillingerne, hvor særligt Simon Tibbling med sit arbejdsraseri, og Hany Mukhtar og Simon Hedlund med lækre, tekniske detaljer var meget tæt på at komme frem til en 2-0-scoring. Men med små ti minutter tilbage faldt presset, og de overlod mere og mere spil til FCK. Det skal man ikke gøre mod et hold som FCK, for så bliver man straffet, og det blev Brøndby også, da Robert Skov smadrede et langskud op i målhjørnet. To minutter senere ramte Jonas Wind overliggeren med et saksespark, og i sidste minut sendte Viktor Fischer et indlæg i nettet med hælen. De havde intet haft i 40 minutter, men de havde ikke brug for mere. FCK gik til pause foran 2-1. Brøndby kom ud til anden halvleg nogenlunde som de startede første. Der blev lagt et tungt pres, og de kom frem til adskillige afslutninger, men meget få af dem krævede en indsats fra FCK-keeper Jesse Joronen. Særligt Hany Mukhtar og Dominik Kaiser var ellers tæt på med langskudsforsøg, der henholdsvist ramte stolpen og strøg tæt, tæt forbi. Det blev dog ikke til mere, og FC København tog sæsonens tredje derbysejr ud af tre mulige.