Fanpanelet utilfreds med stort set alt: Lortekamp, børnefejl og en træner der skylder kvajebajer
Efter kampen mod AGF var der ikke meget at glæde sig over for Brøndbys fans. Det afspejler sig også i fanpanelets vurderinger, som skyder hårdt og bredt i denne

Efter kampen mod AGF var der ikke meget at glæde sig over for Brøndbys fans. Det afspejler sig også i fanpanelets vurderinger, som skyder hårdt og bredt i denne uge. Søndag aften tabte Brøndby IF med 2-1 til AGF i Aarhus. Det var en kamp, hvor Brøndby ikke kan være tilfredse med ret meget, og det afspejler dagens skriverier fra fanpanelet da også. Fanpanelet skyder på Brøndbyspillernes børnefejl, på gameplanen, på dommerens udvisning af Niels Frederiksen og på samme Frederiksens valg af Johan Larsson som central midtbanespiller. Du kan læse panelets vurderinger her: Steven Møller Hansen Ærgeligt resultat Desværre tabte vi til AGF igen. Synes vi er væk i store dele af første halvleg, hvor vi ikke får skabt noget fremad overhovedet. NF havde taget en chance med Larsson på midten, det fungerede ikke, og det blev da også lavet om til anden halvleg. En stor personlig fejl fra Rosted giver AGF det første mål. Det er ærgeligt, da de ellers ikke er farlige foran vores mål. Rosted skal nok også være glad for han fik spillet første halvleg til ende. Efter pausen spiller vi bedre og Mukhtar giver os en ny dimension på midtbanen og ikke mindst fremadrettet. Desværre giver vi AGF endnu et nemt mål og først derefter formår vi at presse dem helt i bund. Ærgeligt vi ikke lagde sådan ud fra start. Så havde vores modstander ikke haft en chance mod os. Kamil er igen på pletten og står det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er klasse. Larsson ligner stadig en der er langt fra fordomsstyrke og er efter min mening ikke i form til 90 minutter endnu. Dommeren viser igen at niveauet er for lavt herhjemme. Synes ikke der er lagt en linje han dømmer udfra. Vi får kort, hvor modstanderen for det samme i stedet får en henstilling. Heldigvis har det ingen konsekvens for kampens udfald i dag, men med den mærkværdige udvisning af NF, står vi uden vores cheftræner i de kommende kampe. Jeg er stadig uforstående overfor det. På søndag står den på brunch derby. FCK er bestemt til at tale med i øjeblikket, så vi skal komme med tungt pres fra start og den rette indstilling. Så er jeg sikker på vi får en klar sejr. Iver Jakobsen Hvad gør vi nu? Så sluttede stimen, og Brøndby led sit første pointtab efter systemskiftet. Det var - som i andre kampe i sæsonen - fuldstændig selvforskyldt. De fleste fans var nok ved at få øllen galt i halsen allerede da Johan Larsson i startopstillingen figurerede som offensiv midtbane, og det kom da heller ikke rigtigt til at virke. Jeg havde foretrukket at vi spillede vores eget spil, og som 10'er havde jeg valgt Mukhtar eller alternativt Tibbling, Jobbe eller måske sat Hedlund derned. Det var dog ikke det, men i stedet en alvorlig norsk personlig fejl der gav ågf føringen, og så bliver de endnu sværere at spille mod. Efter en rodet 1. halvleg blev taktikken justeret, og vi så mere aggressivitet. Men efter en ok/god periode laves der igen personlig fejl, og tættere på end en reducering kom vi ikke. Larsson kommer næppe til at spille 10'er mod ps&e, men det var måske et kraftigt signal om, at vi forlænger aftalen med Larsson. Der er mange ting der undrede mig. Først opstillingen, og dernæst vores måde at spille på. Jeg havde valgt at spille mere afventende og stå dybere, bl.a. for at dæmme op for hurtige Bundu, og dermed forhindre ågf i at løbe kontra. Og så må vi altså lære ikke at begå børnefejl og forære nemme mål væk. Skal man vinde mange kampe, så skal modstanderne oftest holdes nede på 0 eller højst 1 mål. Det var ikke nogen sprudlende kamp, men alligevel formår Brøndby at spille endnu dårligere end hjemmeholdet - præcis lige som i seneste indbyrdes opgør. Denne gang var Brøndby dog dårligst før pausen, og bedre med efter, og mod en så svag modstander skal der altså point på tavlen. Ikke mange spillere kan være indsatsen over 90 minutter bekendt. Et lyspunkt var Frendrup, der spillede en udmærket kamp, og Lasse Vigens indhop var også godkendt. Wilczek viser igen at han er skarp når chancen byder sig, og defensivt synes jeg at Jung er stabil. Maxsøs vinderattitude er også prisværdig, bedst symboliseret ved den sene tackling hvor han satser alt - men vinder bolden. Næste modstander er så ps&e i pløjeparken. Skal vi udskifte det halve hold? Nej. Vi må se tilbage på de 5 sejre og måden vi spillede på. I skrivende stund ved jeg ikke om Jung er i karantæne (kræver de maksimale 6 strafpoint), men vi skal spille 3-5-2, hvis Jung er ude må Mensah over i venstre side og Larsson spille højre. Kaiser og Frendrup som 6'ere, og så Mukhtar eller evt. Tibbling som 10'er. Helt fremme spiller Wilczek og Hedlund. Det er muligt, at Hedlund ikke sprudler for tiden, men han viser altid noget mod ps&e. I 3 kampe har han scoret 2 mål og lavet 2 assists, og der bliver bedre plads til hans dybdeløb når modstanderen ikke står så kompakt - og som har det til fælles med os, at der heller ikke er garanti for clean sheets. Chancen skal jagtes, og det gør vi kun ved at deltage i dansen. Skal Brøndby have point med fra parken, så skal de personlige fejl dog væk. Nu. Mikkel Lind Vores træner skylder kvajebajer! Da holdopstillingen til kampen mod AGF blev offentliggjort, måtte jeg afsøge flere medier for at få bekræftet at Johan Larsson var valgt som central midt. Selv da kampen startede op, var jeg skeptisk ift. hvilken reel plads Larsson var tiltænkt. Men jo, den var god nok. Dagen derpå, står det glas klart at det var en kæmpe fejl, signeret af vores træner. Ikke engang Johan Larsson selv, så ud til at fatte hvad han lavede derinde, og man kunne vel forestille sig at hvis Johan havde forcer til at spille central midt, at han så havde spillet derinde før, i sit 30-årige liv som fodboldspiller. Som alle kunne se, fungerede det på ingen måde og var i min optik stærkt medvirkende til at vi på intet tidspunkt fik flow i spillet. Det var enormt tydeligt at vi manglede løsninger fremad i banen når vi havde bolden. Larson gemte sig. Frendrup forsøgte. Kaiser manglede kvalitet omkring sig. At vi satser og fejler er en del af spillet, som jeg fint lever med. Det gjorde vi også med 3-5-2 mod FCK, og har nydt gevinsten lige siden. Men at se Niels Frederiksen i post match interviewet modargumentere det åbenlyse, var decideret pinligt. Det vidner om manglende overskud ikke at kunne erkende en fejl, og som fan har jeg behov for at den ansvarlige træner, tager sin andel af ansvaret. Det er en del af fællesskabet, at der er plads til dette. Heldigvis blev dette interview fulgt op af et interview med Kevin Mensah der tørt konstaterede ‘Dét vi kan tage med fra denne kamp er, at vi nu ved hvordan vi IKKE skal spille’ på spørgsmålet om indgangen til kampen, og underforstået en højre back som central midt. Gode præstationer var der dog også at tage med fra kampen. Jeg synes især at Frendrups tilstedeværelse, hvor han hele tiden forsøgte at tage ansvar og vise sig frem var yderst positivt. Den knægt, bliver en stjerne. Derudover fortalte kampen os også at vi måske skal anerkende, at Mukhtar stadig spiller en vigtig rolle for os. På de første to minutter af 2. halvleg, havde Mukhtar haft flere succesfulde aktioner i mellemrummet på AGF´s banehalvdel, end hele midtbanen havde i første halvleg. Tilsammen. Nu venter tre definerende kampe. Alt andet end 4-5 point, vil efterlade os et skidt sted. Thomas Petersen Masser af drama her på bagkanten af AGF kampen, som blev lige så svær som forventet. Medierne har ”taget pænt imod” kvartalsregnskabet og det forventede resultat deri og vi tabte for første gang siden system skiftet. Skuffelse er en naturlig ting, der var lagt i ovnen til point i Århus, så derfor er det forståeligt at man ærgrer sig over kampens udfald. Når det så er sagt, så har det været en rigtig god stime vi har været vidne til. Det er tydeligt at der stadig er lang vej igen på rigtigt mange parameter, det tror jeg ikke er gået nogen forbi, så derfor måtte der komme en dukkert på et tidspunkt. AGF var endnu engang bedre i langt størstedelen af kampen, her tror jeg indstilling til kampen har en faktor. For AGF er kampene mod os langt vigtigere, det er en af sæsonens største kampe, hvis ikke det største. For os er det endnu en kamp af mange vigtige i Superligaen. Den forskel skinner igennem når spillet ikke kører 100%. Der bliver uden tvivl skrevet og snakket rigtigt meget om at have Larsson på som 6’er, det var ikke en løsning i første omgang. Til gengæld var det godt at se Niels Frederiksen rette op på den fejl i halvlegen hvor vi også fik Hany på banen, det hjalp en smule på udtrykket. Udvisningen af Niels Frederiksen syntes jeg virkelig skal tages op med DBU, der skal altså være plads til at vise bare en anelse engagement i kampene. Morten Krogh må have fået det forkerte ben ud af sengen eller fundet det forkerte kort frem. Hvis trænere mf. skal udvises for det NF blev, så kan vi se frem til rigtigt mange røde kort i fremtiden. Overordnet set var det en kamp hvor langt det meste skal ligges om bagerst på hylden og glemmes. Enkelte ting kan tages med videre, resten fungerede bare ikke på dagen. På søndag møder vi FCK, endnu en meget svær kamp hvor vi i den grad vil blive testet. Jeg syntes man skal vente med at evaluere 3-5-2 (og Niels Frederiksen) til vi er nået frem til vinterpausen. De 2 næste kampe er vi underdogs, spørgsmålet er om det kan udnyttes, ingen tvivl om at FCK også har det svært for tiden, så der kan sagtens falde point af der. Første mål bliver vigtigt, så lad os krydse fingre for at det er blågult. Og så til sidste, lidt tanker omkring økonomien i Brøndby. Den er alt andet en god lige i øjeblikket, og der er oprigtig grund til bekymring. Umiddelbart er der meget få løsninger der kan redde økonomien på den korte bane, udover spillersalg i kombination med europæisk gruppespil, så det er klart at vi skal krydse fingre for at Jan Bech bliver på pinden så længe som muligt. På den lidt længere bane, er det, i sagens natur, nødvendigt at have en klar strategi for salg af egenudviklede spillere. Omvendt tænker jeg også at man ønsker at være med i kampen om guld så ofte som muligt, også selvom det ikke officielt meldes ud, spørgsmålet er vel om de 2 mål kan realiseres på samme tid. Er du også utilfreds med langt det meste? Deltag i debatten herunder.