Fanpanelet trods vigtig sejr: Det var decideret pinligt!
Brøndby sikrede sig en playoff-kamp om Europa League med en 2-0-sejr i Odense, men indsatsen var ikke tilfredsstillende. De første tyve minutter var decideret p

Brøndby sikrede sig en playoff-kamp om Europa League med en 2-0-sejr i Odense, men indsatsen var ikke tilfredsstillende. De første tyve minutter var decideret pinlige, mener vores fanpanel. FOTO: Teis Markfoged Det var ikke ligefrem et sprudlende Brøndbyhold, der lørdag sikrede sig en playoff-kamp om europæisk deltagelse. Vores fanpanel analyserer kampen, og kan, trods glæde over resultatet, ikke finde tilfredsheden helt frem. Andreas Larsen Så fik vi vores 10 liv i kampen for en EL plads. Og nu er vi pludselig favorit til at tage den. Vi spiller ikke en god kamp i Odense. Heldigvis spillede OB heller ikke særlig godt, og så viste vi også igen utroligt kyniske. Arajuuri var et monster, og efterhånden som kampen skred frem kunne man godt se, at OB tabte modet. Det er dejligt at se, at vi er ved at få styr på defensiven. Vi har kun lukket 2 mål ind i de sidste 4 kampe. Det er klar fremgang. Og når vi så også laver mindst 2 mål hver gang, så begynder der også at gå en del point ind på kontoen. Næsten ærgerligt at sæsonen slutte nu. En streg i regningen var at Hedlund fik et tåbeligt rødt kort, så han nu er ude af playoff og første kamp i næste sæson. Men Hedlund eller ej, så skal vi simpelthen slå Randers på hjemmebane! Jeg glæder mig til på fredag! Nicholas Albek Brøndby fortsatte hvor de slap, rent spillemæssigt mod OB. Det var en træningsøvelse, hvor der var 11 mørke kegler mod OB’s meget dygtige boldspillere. Det udmøntede sig i en 1. Halvleg, hvor OB kreerede massevis af chancer. Brøndby var en slagen bokser, som ikke engang nåede at hæve sine parader, før det næste slag blev sat ind. Heldigvis formåede Casper Nielsen og Bashkim Kadrii aldrig at knockoute Brøndby, og som det nu engang er i boksning, så kræver det kun ét slag at knockoute sin modstander. Det slag satte Kamil Wilczek ind slut mod 1. Halvleg. Nok med analogierne nu, selvom jeg synes den fungerer bedre end den cykel-propaganda der har kørt hele foråret. 2. Halvleg, var stadig et kampbillede med OB som det dominerende hold og med et Brøndby-hold, som bare sparkede ned til Jeppe Tverskov uden at jagte bolden. De prøvede ganske enkelt ikke offensivt. Men tilgengæld har vi en forsvarer, som er lavet af finsk granit og han stod lige hvor han skulle igennem samtlige 90 minutter. Stor kamp af Arajuuri. Det hjalp Arajuuri rigtig meget, at vi tog et lavere udgangspunkt i 2. Halvleg, og at vi forsvarede i en flad 4-4-2. Uhre lukker til 2-0, og fuldender en sæson hvor han ikke har scoret mange mål, men rigtig vigtige mål. Tak, Uhre. Og så kom der ellers kaos, kortene blev stanget ud til højre og venstre. Hedlund fik et rødt kort, som måske var iorden. Men Drachmann skulle også have haft et par stykker. Mega ærgerligt at skulle undvære Hedlund i Europa playoff kampen, men også i sæsonpremieren næste sæson. Kæmpe streg i regningen. Vi må håbe Uhre fortsætter stimen med at score vigtige mål. Andreas Blume Wind Sådan! Det holdt hårdt, og Brøndby var ikke gode, men vi får en mulighed for at spille os i Europa. Det er fedt. Flere taler om, at det måske er bedst for en ny træner, at han ikke skal tænke på Europa. Sådan ser jeg det ikke. Brøndby skal spille i Europa hver sæson. Selve kampen var ikke køn fra Brøndbys side. De første 20 minutter var decideret pinlige. Tænk, at holdet kan være så uoplagte og uorganiserede i en så vigtig kamp. Heldigvis vendte kampbilledet stille og roligt. Blandt andet pga. en flad 4-4-2. Vigtigt var også, at Radosevic ikke længere dækkede den bagerste del af midtbanen alene. Det blev mere stabilt og organiseret, da Kaiser lå foran forsvaret. Også ros til Arajuuri, der spillede en stærk kamp. Han var en klippe og clearede alt, han kom i nærheden af. Han mangler stadig en del med fødderne, men det er en helt andet sag. Nu venter der en spændende kamp på fredag, som jeg håber, at folk vil tage på stadion for at se. Er du enig med fanpanelet? Del din mening herunder.