3POINT
Nyheder11. nov. 2019

Fanpanelet sætter spørgsmålstegn ved Mukhtar: Bør han ikke ryge på bænken mod AGF?

Hany Mukhtars præstationer i det sidste stykke tid har langt fra imponeret deltagerne i vores fanpanel, som mener at tiden er moden til at sende tyskeren en tur

3point person
3point.dk11. nov. 2019

Hany Mukhtars præstationer i det sidste stykke tid har langt fra imponeret deltagerne i vores fanpanel, som mener at tiden er moden til at sende tyskeren en tur på bænken. FOTO: Teis Markfoged Brøndby fik endelig skovlen under Esbjerg, da de blå-gule søndag vandt 2-1 over vestjyderne efter fem nederlag mod dem på stribe. Det, og meget andet, tager fanpanelet som altid under kærlig behandling. Denne gang er der et nyt medlem i panelet, Iver Jakobsen, som vil supplere de andre panelmedlemmer resten af året. Tag godt imod ham - og læs hans første vurdering herunder. Thomas Petersen Endelig, endelig, endelig 3 point mod Esbjerg. Det føles fantastisk også selvom man sad med hjertet i halsen efter reduceringen. Det er tydeligt at det handler om point og sejre nu og her, vi skal have så mange med frem mod vinterpausen som muligt. 5 sejre på stribe på give smil på læben hos langt de fleste også selvom flere af dem kom med lidt held i posen osv. Og lig dertil at vi, mod forventning, nu ”kun” er 3 point fra en 2. plads. Det er altså ikke helt skidt. Man sidder efter kampen med en følelse af lettelse, hvilket ikke var tilfældet i halvlegen. Der var min umiddelbare tanke at vi bare skulle presse på og give dem en snitter, desværre fik vi ikke målet til 3-0, der helt sikkert ville have lukket kampen. Første halvleg var lidt tid om at komme i gang, men lidt efter lidt fik vi bedre fat og lavede to rigtigt fine mål. Jeg tænker man går ind til anden halvleg for at jagte det 3. mål, Esbjerg fik justeret lidt og stod væsentligt bedre i 2. halvleg som jeg egentligt syntes de vandt fortjent. I sær da Frendrup blev taget ud, syntes jeg der manglede en del på midtbanen. Det blev alt sammen meget hektisk og med mange dårlige beslutninger, Esbjerg var rigtigt gode til at stresse os til fejl, i de situationer mangler der stadig lidt pondus. Muhktar leverede en præstation med der med rette kan give ham en plads på bænken til kampen mod AGF, ind med Vigen tak. I øvrigt fantastisk at se Tibbling tilbage på banen, super dejligt at have ham med igen, det skal nok blive en gevinst resten af efteråret. I sidste uge kiggede jeg på de 2 wingbacks, der viste tallene en klar vinder i Jung, i denne uge var det noget mere lige mellem de 2, selvom det stadig er Jung der er mest med i spillet ift. succesfulde afleveringer (45 + 2 nøgle afleveringer). Mensah nåede 33 og 2 nøgleafleveringer. De ligger med nogenlunde samme succesrate, 45,7% til Mensah mod 44,6% til Jung. På tacklinger og generobringer ligger de begge stort set lige i denne kamp. Så enten har Mensah løftet sit niveau eller også spillede Jung en mindre god kamp, det vil jeg lade være op til den enkelte at vurdere. Frendrup fortsatte hvor han slap i sidste uge, inden han blev skiftet ud lavede han 32 succesfulde afleveringer mod 7 mislykkede. Næsten ingen tacklinger er registeret på ham, til gengæld 8 generobringer, så noget bedre end i sidste uge. Næste kamp er som nævnt mod AGF der kommer med 2 sejre i bagagen, vi skal have revanche mod et hold der som regel spiller en god omgang fodbold i mod os. Kigger man opad i tabellen, så skal FCK have besøg af Hobro, jeg tror godt man kan forvente 3 point til dem der. Kigger man nedad så får OB besøg af FCM, sæsonen taget i betragtning forventer jeg ikke pointtab til FCM der. Altså kan AGF ligge sig alene på 4. pladsen og samtidigt hente godt ind på os, så de har rigtigt meget at spille for. Jeg tror det bliver en rigtig svær udekamp, vi står godt i forsvaret på alt andet end dødbolde, så det er helt sikkert noget de kigger på i Århus. Mon ikke vi også gør det? Det kunne være rart at slutte efteråret af på en god måde, men de næste tre kampe (AGF, FCK og FCM) kan virkelig vende op og ned på rigtigt mange ting. De kampe kommer i den grad til at give os et fingerpeg på om formationen 3-5-2 kan holde. Lad os krydse fingre for det. Iver Jakobsen Så blev forbandelsen endelig brudt og Esbjerg besejret. Det blev som forventet en kamp mod en defensiv og kompakt modstander, men missionen lykkedes. Efter skiftet til 3-5-2 har modstanderne markant færre chancer, og specielt i 1. halvleg kom Esbjerg ikke til meget. Brøndby var dygtige til altid at være i overtal defensivt og på midtbanen, mens der stadig er udfordringer i fase 3. Her skal der mere tempo på, så modstanderne ikke når at komme på plads. Efter 2-0 lignede det en sikker sejr, men så stoppede Brøndby med at spille målsøgende, og der blev truffet for mange forkerte beslutninger. Mukhtar er en af de spillere der ikke har løftet sit niveau efter overgangen til 3-5-2, og med Tibbling og Vigen tilbage findes der alternativer. Og selvfølgelig får Esbjerg reduceret, hvorefter slutfasen blev mere panisk end nødvendigt. Mraz skal også have et par positive ord med - han var god i Silkeborg hvor hans geniale aflevering satte Mukhtar op, og hvis ikke man vidste bedre, så kunne det godt ligne to Wilczek-mål. Den træfsikre polak skal dog have sin plads tilbage efter overstået karantæne. 5 ligasejre i træk er stærkt op til landskampspausen, og nu skal vi forsøge at fortsætte stimen. Vi skal forbedre os offensivt, men jeg lever fint med at fokus i første omgang er på at få lukket af bagude. Det er bare nemmere at vinde fodboldkampe hvis det kun kræver to mål, og så må vi bygge videre når dette fundament er på plads. I næste runde er Hermannsson ude med karantæne, så her forventer jeg en startplads til Anton Skipper. Det bliver spændende at se ham i 3-5-2-systemet, men alle de øvrige midterforsvarere har løftet sig i systemet, så det kan Skipper også. Mikkel Lind 5. sejr i træk, og luft i toppen. Resultaterne var på alle måder gode i Superligaens 16. runde, og vi har med vores længe ventede sejr over Esbjerg nu etableret os i toppen af rækken, med 3 point op til FCK og 5 point ned til OB. Det er altså virkelig fornuftigt, og hele 10 point mere end hvad vi havde sidste år, efter samme antal kampe. Det må give Niels Frederiksen, staben og hele holdet ro på bagsmækken, og en tro på at det kan ende i en god(kendt) sæson. Kampen mod Esbjerg var i sig selv ikke sindsoprivende. Men hvor er det dog opløftende at vi nu har en spillestil, og et hold, der mestrer at kontrollere en kamp, defensivt. Det er ganske tydeligt, at vi ikke længere kommer i de der kritiske situationer hvor en af vores centrale forsvarsspillere bliver trukket ud mod modstanderholdets kant i rummet bag vores høje backs, og dermed efterlader et gabende tomt hul foran mål. Vi har konstant opbakning, og gør det enormt svært for modstanderholdets angribere at finde rum og plads. De bliver ganske enkelt ikke farlige, i åbent spil. Hold der er sat op på denne måde vinder mesterskaber, og bliver ikke skilt ad i Europa. Opløftende var det også at se Tibbling tilbage. Fantastisk modtagelse, der gav undertegnede gåsehud i minutterne op til indskiftningen. Nu har vi så en landskamps pause, og et par træningsuger som kommer yderst belejligt ift. at få Tibbling, Vigen, Larsson osv. i form frem mod 3 store opgør mod Aarhus, PSE og FCM. De kampe vil være definerende for vores sæson, tør jeg godt påstå. Andreas Larsen 5 superliga sejre i træk har vi flyttet os fra usikker top 6 bejler til stensikker top 6 medlem, og samtidig det klart bedste bud på en bronzevinder. Ja faktisk er vi lige nu kun 3 point fra 2.pladsen, som vi selv kan tage inden vinterpausen hvis vi vinder de sidste 4 kampe. Så er alt vel bare godt? Nej, det er det ikke, der er stadig voldsomt meget at arbejde med i alle 3 faser af spillet. Men bundniveauet er hævet markant. Selv uden Wilczek kan vi vinde fodboldkampe, og når der er modvind falder vi ikke sammen. Det er virkelig et godt fundament at bygge på for Niels Frederiksen og ikke mindst CV. Nu gælder det om, at komme til vinterpause i nogenlunde samme stil, det kan blive svært, for de næste 3 kampe kan næsten ikke fås sværere: AGF i topform i et Aarhus der koger, derby i Parken og det helt suveræne tophold fra Herning venter os, inden en blød landing imod Hobro hjemme. Det vigtigste for mig er, at holdet viser den samme karakter som vi har set siden systemskiftet. Nu får vi endda Wilczek og Tibbling tilbage, sammen med Vigen kommer de til at forstærke holdet markant. Jeg vil være okay tilfreds med 6-8 point i de næste 4 kampe. Så er top 6 sikret og vi kan så bruge foråret på, at spille 3.pladsen i hus, samt spille holdet endnu mere sammen, så vi kan kæmpe med FCK og FCM i næste sæson. For det er jo det vi skal i Brøndby, kæmpe om titlerne. Er du enig med fanpanelet? Deltag i debatten herunder.

Mest kommenterede nyheder