Fanpanelet revser sløjt transfervindue: Kun Rosted imponerer og passer truppen overhovedet til systemet?
Transfervinduet er overstået, men hvordan ser Brøndbys fans egentlig på klubbens handler? Vi har bedt fanpanelet vurdere, og ifølge dem var der meget langt mell

Transfervinduet er overstået, men hvordan ser Brøndbys fans egentlig på klubbens handler? Vi har bedt fanpanelet vurdere, og ifølge dem var der meget langt mellem de gode nyheder. FOTO: Teis Markfoged Brøndby IF nåede at hente seks nye spillere, en træner og en fodbolddirektør i transfervinduet, som samtidig bød på farvel til fem førsteholdsspillere og en sportsdirektør. Plus det løse. Du kan få det fulde overblik over transfervinduet her. Men hvad mener Brøndbys fans om handlerne, om vinduet generelt og om truppens sammensætning nu? Vi har bedt vores faste fanpanel om at sætte nogle ord på vinduet. Mikkel Lind For at kunne give et kvalificeret bud på vores transfers, har mit udgangspunkt været vores nyudviklede transfer principper, holdt op imod en mavefornemmelse, forventninger og tro på hvilke spillere der kan hjælpe os om at realisere vores drømme. Michael Tørnes Transferen giver mening, om end den tangerer det uambitiøse. En spiller der ikke kan komme på hold i Vendsyssel, skal ikke spille i Brøndby. Heller ikke som back up. Når transferen alligevel giver mening i min optik hænger det sammen med to ting. Vi fattes penge, og så må det antages at være en billig løsning hvor vi ikke spilder lønkroner unødigt. Dernæst ligner Schwäbe ikke en spiller der trives med at blive presset. Han virker mere som en kuldskær type, der bare skal have lov at stå på mål og ikke føle det store pres fra hverken fans, holdkammerater eller træner. Sigurd Rosted En klasse transfer. Løser for utrolig meget på den korte og længere bane. Han viste os mod FCM at han formår at bringe kvalitet, kompromisløshed, fart og overskud til bagkæden. At vi tilsyneladende har hentet en norsk landsholdsspiller i sin bedste alder for 2 mio. kr. er særdeles stærk scouting og transferarbejde. Denne type køb, skal definere os fremadrettet. Tobias Børkeeiet En spiller vi har scoutet længe, og derfor må have et indgående kendskab til. Han er ganske ung og har en imponerende fysik for sin alder. Samtidig søger han den balancerende rolle foran forsvaret, hvilket vi har behov for. Desværre virker det til at han er langt fra at kunne være en profil for os, hvorfor vi må håbe at vores trænerteam kan bygge på, således at han kan blive netop det, en profil. Johan Larsson Vi ved hvad vi får i Larsson, lad os håbe det ikke ender som en vennetjeneste. Skyggesiden af denne transfer står oven på endnu en fejl investering i Gammelby, og senere forlængelsen af Mensah. Den sidste kan man retfærdiggøre, hvis han er okay med en back up rolle. Men fast back for et Brøndby med ambitioner om at konkurrere i toppen af dansk fodbold, har jeg svært ved at se. Generelt giver denne transfer god mening, og er i princippet risikofri. Samuel Mraz Mraz kunne ikke komme på hold i Serie B. Til gengæld er han i periferien af A landsholdet og scorede mål på samlebånd for MSK Zilina. Jeg synes det er en transfer der giver rigtig god mening, såfremt at købsklausulen er indenfor en fornuftig ramme. I kampen mod FCM, lignede han dog en mand der har behov for at komme i form da både bevægelsesmønster og fart, absolut ikke var imponerende. Rezan Corlu Perspektivløs transfer. Som jeg forstår det har Lyngby en lav klausul på Rezan, hvorfor jeg har svært ved at gennemskue best case scenario her. Udvikler han sig til en spiller vi meget gerne vil have retur, vil Lyngby naturligvis udløse klausulen. Udvikler han sig til en spiller Lyngby ikke vil beholde, er han jo langt fra dygtig nok til at kunne indgå i Brøndby truppen? Opsummering: Jeg sidder tilbage med en følelse af at det har været et skuffende vindue. Indgangen til vinduet blev af Jan Bech udlagt med enorm optimisme, men faktum er at vi reelt kun har set én transfer, der for alvor giver håb i Sigurd Rosted. Samtidig har vi solgt Mukhtar i den mærkeligste transfer siden vi sendte Rezan til Roma. Hvis vi solgte Mukhtar for at lukke et hul i kassen her og nu, ville det for mig give mening. Men da vi først modtager penge for Mukhtar til vinter, er det mig en gåde at man ikke lod Mukhtar spille et efterår for en ny træner, med mulighed for at bygge på. Vi sælger Mukhtar på et tidspunkt hvor han som skadet spiller, med et forsømt forår, aldrig har været lavere på sin kurve i Brøndby. Hvis vi nogensinde skal lykkes med at lave salg i FCN/FCK/FCM-klassen, skal vi simpelthen have mere end 20 mio. for en tidligere profil på det tyske u landshold. At vi er lykkedes med at sende Halimi afsted er fint. Vi savner bare at Erceg tog med ham. Nicholas Albek Så er transfervinduet slut, og det er derfor tid til at gøre lidt status. Jeg synes at Brøndbys transfervindue er endt ud i, at være ganske positivt ift. indgående transfers. Tørnes, Corlu, Børkeeiet, Rosted, Larsson og Mraz blev hentet til klubben. Det vil sige at der er hentet en god blanding af det som CV i Brøndbylyd-special udsendelsen kaldte for “value” spillere og “performance” spillere. Børkeeiet er hentet ind med tanke på at udfolde det enorme potentiale som knægten render rundt med. Vi har ikke set det endnu, men en 5-årig aftale indikerer også at det er en transfer set med længere perspektiv. Generelt er jeg ikke meget for at evaluere et transfervindue før der er gået 6-12 måneder, da det først er der man kan se resultaterne, men både Larsson og Rosted virker som relativt sikre kort at hente ind. Vigtigst af alt var det at få en forstærkning ind i midterforsvaret. Udgående transfers... Der har vi til gengæld større problemer. Mukhtar er sendt afsted, ihvertfald fra vinter af. Det luner i regnskabet, når pengene ruller ind til den tid og samtidig kommer man af med en spiller som har hovedet et andet sted end Brøndby. Halimi blev sendt afsted hvilket var rigtig vigtigt. Men... Erceg og Gammelby er her altså stadig. Det er bare en gennemført dårlig case med de 2 spillere, og det koster økonomien dyrt at vi ikke har fået sendt dem afsted. Jeg er godt nok skuffet over at de begge to stadig er her og det gør altså at min foreløbige bedømmelse af transfervinduet bliver noget sløjere end det ellers ville have gjort. Jeg synes vi mangler en 8’er og en kant, men har forståelse for at økonomien ikke har været til det. Derfor må vi vente indtil vi er et bedre sted rent økonomisk. En reel evaluering vil man først kunne foretage om 6-12 måneder. Men CV har haft svære forudsætninger, og hans ageren i transfervinduet har givet mig forhåbninger om at vi går lysere tider i møde. Steven Møller Hansen Lidt stille transfervindue Det har været lidt mere stille end vi har været vant til i de sidste års sommertransfervinduer. Jeg havde faktisk opgivet håbet om flere forstærkninger for et par uger siden, men så kom der tre tiltrængte tilgange i sidste uge. Sigurd Rosted tror jeg bliver god for os. Han viste allerede lovende takter i søndags og man kunne fornemme hans lederegenskaber på banen. Johan Larsson er jeg også glad for vi har fået tilbage og håber han kan komme i kampform igen før årsskiftet. Hvis formen er der, ser jeg også ham som en klar forstærkning om er par måneder. Derfor håber jeg også kontrakten forlænges, ellers giver det ingen mening. Samuel Mraz kan det gå begge veje med, men han har før bevist han kan score mange mål, så jeg er optimistisk. Kunne godt tænke mig at se ham danne angrebsduo med Wilczek i et tomandsangreb. De knap så gode transfers Forstår ikke købet af Corlu og ser ikke han kan komme retur fra leje og gøre en forskel, som det er nu. Tørnes kender vi og han kender klubben, men synes hellere vi skal satse på Hermansen fremadrettet. Ligeledes savner jeg at se noget fra Børkeeiet. Kvalitet og pris har endnu ikke hængt sammen efter min mening, men det kan være han endnu skal bruge tid til at omstille sig til en ny liga. Håber bare ikke det er endnu et norsk fejlkøb. Jeg havde forventet der var tyndet mere ud i truppen de sidste dage. Halimi kom væk, men vi har stadig Erceg som er løntung og ikke bidrager med meget på banen udover gule/røde kort. Det lader bare ikke til andre vil betale det Erceg forlanger i løn. Havde også gerne set nogle lejeaftaler med f.eks. Bruus, Gammelby og Bjur. Mest for at give de unge mere spilletid på højere niveau end U19 og Gammelby ser ud til at have lang vej til holdet nu. Vi fik omkring 20 mio. for Hany og det er vel fint omstændighederne taget i betragtning. Jeg ønsker ham det bedste fremover og håber han kan gøre en forskel for os i efteråret. Alt i alt et lidt skuffende vindue, dog med et par spændende spillere, som jeg glæder mig til at se mere i aktion. Jeg kunne godt have ønsket mig en kantspiller, hvis vi skal bibeholde den nye spillestil som NF har indført, men måske den bliver ændret og derfor vi ikke har købt en ny kant? Thomas Petersen Så kom vi om på den anden side af transfervinduet, og holdet er nu sat for resten af året. Masser af tilgange og knapt så mange afgange som ønsket. Desværre blev det ikke til en ny klub til Gammelby, som jeg tror får det rigtigt svært med tilbagekomsten af Larsson. Samme kan siges om Ante Erceg der umiddelbart selv ønskede at blive i klubben – han må affinde sig med at være meget langt fra en start plads. Heldigvis fik vi lov til at beholde Kamil, men holder han formen, så tror jeg desværre han smutter til vinter. Overordnet set havde det været rart med en noget tyndere trup nu, desværre har tingene bare ikke flasket sig. Halimi og Arajuri tog videre til hver sin nye udfordring, de skal have alt held og lykke herfra. Førstnævnte er bestemt en spiller med enormt potentiale, hvilket også er grunden til at jeg er ærgerlig over at vi ikke kunne få det til at spille. Og så er jeg stadig uforstående for hvad Muhktar skal i MLS, udover at køre store biler, hvad kan der så ligge af udfordringer der? Måske er min viden omkring MLS ikke stor nok til at vurdere det, men som udstillingsvindue bør der være andre ligaer der er mere attraktive. Uagtet hans valg, så får han en kæmpe high five med på vejen. Af tilgangene springer især Rosted i øjnene, jeg håber og tror på at han kan løse en stor del af de defensive problemer vi har haft gennem længere tid. Hermansson kan se frem til en fast rolle som indskifter, det kan tænkes at han overvejer fremtiden også. Jeg er også overbevist om at Larsson bliver fast mand og at han får en forlængelse. Men det helt store lyspunkt kommer fra Masterclass. De unge gutter har grebet chancen og får masser af spilletid. Det er altså længe siden at vi har set noget tilsvarende i Brøndby, er kvaliteten der, så skal vi bare fortsætte. Overordnet set, så betragter jeg vinduet som en smule under middel. Ja, vi har fået tilgange af gode spillere der ser ud til at kunne løfte kvaliteten. Men desværre alt for få afgange, det ville have pyntet på økonomien at flere var blevet afhændet. Det tror jeg egentligt også var målet og jeg forstår udfordringen i at få solgt en spiller, der ikke får spilletid og som kan se frem til en noget mindre løncheck ved et eventuelt skifte. Alternativet var at ophæve kontrakten, dertil tror jeg at spillerne er alt for godt stillet til at det kan være en mulighed. Lad os håbe at næste vindue giver mulighed for lade flere spillere få løbepas og at de nye der er kommet ind har den kvalitet der skal til. Er du enig med fanpanelet? Deltag i debatten herunder.