3POINT
Nyheder27. sep. 2016

Falkesgaard: Hjulsager er virkelig blomstret op

OB-keeper Michael Falkesgaard er imponeret over opblomstringen hos sin tidligere holdkammerat Andrew Hjulsager. Og så var det dejligt for ham at være tilbage på

3point person
3point.dk27. sep. 2016

OB-keeper Michael Falkesgaard er imponeret over opblomstringen hos sin tidligere holdkammerat Andrew Hjulsager. Og så var det dejligt for ham at være tilbage på Brøndby Stadion, fortæller han. FOTO: Robert Hendel Den tidligere Brøndby-keeper Michael Falkesgaard var søndag tilbage på sin tidligere hjemmebane. Her kunne 'Falk' fra bænken se sine holdkammerater slået af de blågule, men ifølge keeperen var det den rigtige vinder. - Det var det rigtige hold der vandt i dag (søndag, red.). De spillede kynisk og scorede på deres chancer og skabte også mange. De kom også bedst ud, som de plejer at gøre på Brøndby Stadion. Det havde vi svært ved at forsvare os mod. Da de scorede det første mål, var det et spørgsmål om tid før det andet ville komme, fordi de blev ved med at køre på, fortalte Falkesgaard til 3point.dk efter kampen. Falkesgaard var selv i Brøndby under tidligere trænere som Thomas Frank og Auri Skarbalius og han kan godt pege på forskellene, ligesom en tidligere holdkammerat imponerer ham. - Den helt store forskel er at de spiller mere offensivt på en direkte måde i stedet for på en boldbesiddende måde. Det kommer til udtryk i mange dueller og flere lange bolde end de plejer. De får mange spillere hurtigt frem ad banen. - Andrew Hjulsager er virkelig blomstret op i den nye spillestil. Da jeg spillede på hold med ham, var han meget ind og ud og havde måske svært ved at finde fodfæstet i spillestilen. Men nu er han kommet mere ind centralt og har mere tid på bolden. Det passer ham rigtig godt.

Dejligt at være tilbage på Brøndby Stadion

Ti runder er spillet i Superligaen i denne sæson og modsat i den kamp på artiklens billede, hvor Brøndby spillede om overlevelse i rækken med Falkesgaard på mål i Horsens, spiller de blågule nu med i toppen. Men Falkesgaard synes det er svært at spå om hvor Brøndby havner i tabellen. - Jeg synes det er svært at sige, for det er første sæson med den nye træner og stil, men de kommer i hvert fald i top tre, tror jeg. Men jeg synes også det er for tidligt at lægge et stort pres på dem, for det er ny træner, ny spillestil og der er også kommet nye spillere. Men man ved aldrig. Hvis de kan holde kadencen oppe, kan alt ske. Søndag var Falkesgaard tilbage på sin tidligere hjemmebane og det var et visit han nød - bortset fra resultatet. - Det var faktisk dejligt at være tilbage på Brøndby Stadion. Jeg elsker at være her. Jeg kender mange af spillerne og mange i staben. Bare ærgerligt at jeg ikke selv fik spillet. Men det er altid rart for mig at komme her, for jeg føler mig hjemme, så det er et dejligt sted at være, men ærgerligt at vi ikke kunne snuppe sejren. Falkesgaard fortæller slutteligt, at han er helt klar til at spille efter sin lange skadespause og at han har tænkt sig at gribe chancen, når han får den.

Mest kommenterede nyheder