Falkesgaard: Følte, at jeg havde bidraget med noget stort
Michael Falkesgaard har taget hul på et thailandsk eventyr. I den forbindelse bringer vi et længere interview med keeperen, som blandt andet ser tilbage på sin

Michael Falkesgaard har taget hul på et thailandsk eventyr. I den forbindelse bringer vi et længere interview med keeperen, som blandt andet ser tilbage på sin tid i Brøndby. Den tidligere Brøndby-keeper Michael Falkesgaard har taget hul på et nyt eventyr. Det er i Thailand, hvor han er skiftet til Bangkok United. Den 26-årige målmand er i sin nye klub blevet mødt af stor entusiasme og en vild modtagelse. - Det der lokkede mig hertil, var en frisk start og en ny udfordring. Jeg havde simpelthen bare brug for at komme et andet sted hen og opleve noget helt andet, indleder Michael Falkesgaard til 3point.dk. - Min modtagelse har været intet mindre en fantastisk. Der er blevet sørget for det hele for mig og min familie og interessen for mig som ny målmand har været enorm. Mere end jeg havde forventet. - Som sagt havde jeg brug for at blive udfordret som fodboldspiller, i et andet klima og en anden kultur, men også som menneske, hvor oplevelser som her i Asien er noget jeg kan tage med mig senere i livet når jeg engang kigger tilbage. 'Top target' Falkesgaard glæder sig til at blive en vigtig del af et hold igen. Det nåede han ikke at blive på banen i FC Midtjylland, hvorfor det også betød meget for ham, at han var Bangkok United 'top target'. - Det der har spillet en vigtig rolle for mig i at komme hertil Bangkok United, har været en sportschef der fra dag et har givet udtryk for, at jeg har været deres ‘top target’ og at jeg blev en vigtig del af deres stræben på at blande sig helt i toppen af ligaen. - Målet for klubben, og også min målsætning, er kvalifikation til Asiens Champions League, som klubben missede i de sidste kamp ved at tabe til Changrai i den sidste kamp. Se også: Billede: Falkesgaard får Brøndby-hilsen i lufthavnen I forbindelse med skiftet skrev BT, at Falkesgaard står til en høj løn i den thailandske klub og nævnte et beløb, der hed 10 millioner over to år. Det kan keeperen ikke udtale sig om, men er ikke rykket til den anden ende af verden for ingenting. - Jeg kan ikke udtale mig om min løn, men det er klart, jeg ikke flytter over på den anden side af jorden med hele min familie for den samme løn, som jeg havde i Danmark. 10 millioner mennesker, der skal samme vej Thailand generelt og fodbold i Thailand er noget helt andet end i Danmark. Der er derfor ting, der har overrasket Falkesgaard. - Det vildeste indtil videre, er den interesse der er for fodbold her. Det havde jeg ikke forestillet mig. Men jeg vidste heller ikke særlig meget om fodbold i Thailand inden. Det andet er også, hvor meget klubben går op tingene. For eksempel havde de hyret et helt filmhold på 30-40 mennesker til at optage en film i forbindelse med lancering af de nye trøjer. Og så er der også ting, man lige skal vænne sig til, fortæller keeperen. - Trafikken og varmen. Der bor vel 10 millioner mennesker her og det føles som om alle skal den samme vej. Så er varmen også noget man skal vænne sig til. Kunne have udviklet mig endnu hurtigere med spilletid Michael Falkesgaard indledte karrieren i Brøndby, men har siden både været hos Superliga-klubberne OB og FC Midtjylland. Det blev aldrig til det helt store gennembrud i den hjemlige danske liga, hvor skader kom i vejen for kontinuerlig spilletid for Falkesgaard. - Jeg har det fint med min tid i Superligaen, men det er klart, jeg føler aldrig at jeg rigtig fik slået igennem, ej rigtig heller ikke fik chancen over en længere periode. Jeg kunne have udviklet mig endnu hurtigere med spilletid, føler jeg, og jeg havde også fornemmelsen af, at jo flere kampe jeg fik i streg, jo mere komfortabel blev jeg og begyndte at spille mit eget spil. Læs også: Michael Falkesgaard - en Brøndby-dreng siger farvel Han nåede at have en god periode i OB, inden en skade satte en stopper for det og Sten Grytebust tog pladsen mellem stængerne. I FCM blev det aldrig rigtig godt. - Det startede godt i OB og kunne godt havde set anderledes ud i dag hvis ikke jeg havde rendt ind i en knæskade. - FCM nåede jeg desværre kun at være i kort tid. Men har kun gode ting at sige om klubben og menneskerne i den, og håber selvfølgelig også det bedste for dem og mine tidligere holdkammerater. Formet mest i Brøndby Men det var jo som bekendt i Brøndby, det hele startede for Falkesgaard. Klubben står stadig hans hjerte meget nær, fortæller han. - Jeg er vokset op i Brøndby, så klubben står mit hjerte meget nær. Min far og storebror har været kæmpe Brøndby-fans siden jeg var lille. Men jeg har fået et rigtig godt forhold til Odense Boldklub på de to år jeg var der og følger også stadig med dér. Jeg tror det er meget normalt, at man opbygger noget med de klubber, man spiller for. Især hvis man bliver behandlet godt og trives. - Selvfølgelig betyder Brøndby stadig meget for mig. Det er min klub og dér jeg er blevet formet mest. Jeg har haft sindssygt mange gode oplevelser fra ungdomsårene og op til førsteholdet og mødt en masse mennesker - trænere, ledere og spillere, som jeg den dag i dag stadig snakker og mødes med. Læs også: Skadet Hasani får sjov video-hilsen fra Falkesgaard Falkesgaard fik sin ilddåb på Brøndbys førstehold, da han debuterede i et derby mod FCK. Det er en stor oplevelse, han husker tilbage på, men også Horsens-kampen står tydeligt i hukommelsen. - Min største oplevelse for klubben har været min debutkamp i pokalen mod FCK. Det er ikke alle, der får lov at debutere i et derby, så det var rigtig specielt. - Så var der de sidste kampe, hvor jeg pludselig kom ind i målet og vi fik vendt de sidste syv-otte kampe i en sindssyg svær tid, der kulminerede med Horsens-kampen. - Jeg har aldrig prøvet noget lignende og tror aldrig jeg kommer til det igen. Hele den dag er ubeskrivelig og at jeg samtidig også blev kåret til Man of the Match efter kampen var sindssygt fedt. Jeg følte, at jeg havde bidraget med noget stort, som var vigtigere end noget som helst andet den dag. Det giver mig stadig kuldegysninger, når jeg tænker tilbage. Michael Falkesgaard kom til Brøndby i 13-års-alderen og startede faktisk som markspiller, inden han blev rykket ind på kassen, hvor han nu skal tage Bangkok United og Thailand med storm.