3POINT
Nyheder23. jan. 2016

Falkenbergs-dansker: Nilsson er et stort hit i Sverige

Falkenbergs FF danske offensivspiller Alexander Jakobsen fortæller, at Brøndbys nyindkøb Gustaf Nilsson er flyvende i Sverige, og at svenskerne er vilde med ham

3point person
3point.dk23. jan. 2016

Falkenbergs FF danske offensivspiller Alexander Jakobsen fortæller, at Brøndbys nyindkøb Gustaf Nilsson er flyvende i Sverige, og at svenskerne er vilde med ham. Derudover er han en meget speciel spiller, lyder det fra holdkammeraten. Brøndby præsenterede i går en ny, ung angriber i form af svenske Gustaf Nilsson fra Falkenbergs FF. I efteråret har den danske offensivspiller Alexander Jakobsen spillet sammen med Nilsson, og han fortæller om en flyvende Nilsson, Brøndby har skrevet under med. - Det er et godt køb af Brøndby. Gustaf er en god spiller med et stort potentiale. Han har en rigtig god målnæse, så han laver mål ud af ingenting. Han er inde omkring de svenske U-landshold, og i Sverige er han helt oppe og flyve. Alle er vilde med ham herovre, fortæller Jakobsen til 3point.dk. Nilsson står 197 centimeter op i luften og har en god fysik, der sikrer ham overtaget i de fleste nærkampsdueller. Men Jakobsen beskriver også andre kvaliteter hos den unge angriber. - Han er en speciel spiller. Han er høj og tynd, men alligevel er han meget akrobatisk. Han gør uventede ting taget hans højde i betragtning. I sidste sæson lavede han blandt andet et fantastisk saksesparksmål (Se video i bunden, red.). Han er teknisk god, og nogle af hans mål er gode tekniske mål. Og så er han selvfølgelig også stærk og vinder sine dueller. Jakobsen forventer dog, at Nilsson skal bruge tid til at tilpasse sig en anderledes spillestil i Brøndby, end den der bliver praktiseret i Falkenbergs. - Brøndby spiller meget teknisk fodbold, i forhold til hvordan vi spiller her i Falkenbergs. Hos os får han mange lange bolde at arbejde med, og der bliver det måske anderledes i Brøndby. Her i Falkenbergs bliver han brugt meget som spilstation i en 4-4-2-formation. På det punkt bliver det en udfordring for ham, hvor han skal tilpasse sig en anden spillestil. Men det tror jeg sagtens, at han kan. - Han er stadig meget ung og også meget ivrig efter at lære. Han træner ekstra og går meget op i sin udvikling. Han har et meget solidt fundament, og jeg ser egentlig ikke rigtig nogle åbenlyse svagheder hos ham. Jakobsen er overbevist om, at Brøndby har hentet en angriber, der kan blive en stor gevinst på den lange bange. - Han har et stort potentiale og kan blive brugbar for Brøndby i mange år frem. Jeg tror, at han kan gøre det rigtig godt, forudser Jakobsen for 3point.dk. 18-årige Nilsson fik sit gennembrud i efteråret, hvor han blev fast mand og nettede seks gange. Se Nilssons fantastiske saksesparksscoring her: [embed]https://www.youtube.com/watch?v=-4hUeF57yXs[/embed]

Mest kommenterede nyheder