3POINT
Nyheder8. aug. 2014

Europa League-exit: Fadæse eller forventeligt?

Der var fra Brøndby IF's side lagt op til to forhåbentligt tætte kampe mod Club Brugge i Europa League-kvalifikationen. I stedet endte det med en svidende exit

3point person
3point.dk8. aug. 2014

Der var fra Brøndby IF's side lagt op til to forhåbentligt tætte kampe mod Club Brugge i Europa League-kvalifikationen. I stedet endte det med en svidende exit på hele 0-5. Var Brøndbys forventninger til egen præstation for høje eller er holdet bare ikke klar? Brøndby IF's genkomst på den europæiske scene blev en kort fornøjelse og heller ikke en mindeværdig en af slagsen. Med nederlag på 0-3 ude og 0-2 hjemme mod et belgisk hold, man havde håbet at spille lige op med, har Europa League-deltagelsen skabt dybe panderynker hos folk i og omkring Brøndby. Frank fumler med forsvaret Det er ikke hverdagskost for en målmand som Lukas Hradecky, at lukke fem mål ind i to kampe, specielt ikke set i lyset af at keeperen havde flere store redninger i begge opgør. Forsvaret har været en akilleshæl for Thomas Frank, som har fumlet efter sin idealopstilling. I Brugge stillede han således med Michael Almebäck på højre back og Semb og Albrechtsen i midterforsvaret. I den kamp spillede Almebäck sig med en svag præstation af holdet, hvorfor Thomas Frank til returopgøret valgte at stille med den vanlige højre back, Frederik Holst. Albrechtsen har haft en svag sæsonstart og spillede således også mindre godt i udekampen mod Brugge. Frank gav derfor Dario Dumic chancen for at starte sammen med Semb i midterforsvaret i returkampen. Desværre gav denne fumlen med forsvaret ikke andet svar, end at Riza Durmisi tilsyneladende er den eneste der er selvskrevet. I returkampen mod Brugge var det Sembs tur til at spille svagt og det efterlader Thomas Frank med tre midterforsvarere, som ikke er spillet sammen og som kikser i kommunikationen, som illustreret ved Brugges 2-0-mål i kampen i går. Per Rud og Thomas Frank må efterhånden spekulere voldsomt i, om der skal hentes endnu en forstærkning til midterforsvaret. Brugge-kampene har indikeret, at forsvaret mangler en general a'la Boulahrouz, som kan skabe ro i den bagerste kæde. Fra fjerdeplads til Europa... Var det for tidligt? For lidt mere end et år siden var Brøndby et mulehår fra at rykke ud af Superligaen, men klubben reddede sig i sidste spillerunde. Sæsonen efter (sidste sæson, red.) blev det til en flot fjerdeplads med den nye træner, Thomas Frank ved roret. Fjerdepladsen indgydede håb og med ledelsens erklærede mål om at forbedre placeringen i indeværende sæson, skabtes også et håb og en forventning om at gøre det godt i Europa, som klubben tidligere har præsteret. Det viste sig dog at være en kende for tidligt for et ungt Brøndby-hold, at gøre sig gældende i europæisk regi. Med unge, uerfarne spillere og kun anfører Kahlenberg med erfaring fra europæiske kampe, fik Brøndby én på snotten af de langt mere erfarne spillere fra Club Brugge. Men er det en undskyldning for at tabe 0-5 samlet, når klubben og spillerne selv har meldt ud at man forventer to tætte kampe? På den baggrund må resultatet i hvert fald siges at være en fadæse for Brøndby. Opstarten gav vinger, som ikke kunne bære Andre vil mene, at det samlede resultat ikke var en fadæse, men nærmere forventeligt med det unge Brøndby-hold og et stærkt Brugge-hold. Brøndby havde en fin pre-season og specielt sejren over Liverpool gav truppen tro på tingene og egne evner. Spørgsmålet er, om vurderingen af eget top- og bundniveau på baggrund af opstarten simpelthen endte med at blive forfejlet, og at man overvurderede sig selv og undervurderede Brugge? Det er i hvert fald et faktum, at det kom bag på flere af Brøndby-spillerne, at der var så stor niveauforskel på de to hold. Det har bl.a. Thomas Kahlenberg udtalt. Fokus på Superligaen Nu kan klubben fra Vestegnen koncentrere sig om Superligaen og om at opnå en placering, som giver dem muligheden for at revanchere dette års Europa-exit i en kontinental turnering næste år. Uanset om Europa League-resultatet mod Club Brugge var en fadæse eller forventeligt set med realistiske briller, så er Brøndby IF ude af europæisk fodbold for denne sæson og Brøndby-spillerne har høstet erfaringer, som kan bruges fremadrettet - både i den hjemlige liga og i Europa. Brøndbys næste udfordring er hjemmekampen mod OB på søndag kl. 19.00

Mest kommenterede nyheder