3POINT
Nyheder22. apr. 2017

Et orgie af tekniske fejl

Armend Aslani bragte sammen med August Vitus Frandsen de blå/gule fra Vestegnen på vinderkurs i en dårlig kamp mod Randers Freja i U/19-Ligaen. Brøndby IF kunne

3point person
3point.dk22. apr. 2017

Armend Aslani bragte sammen med August Vitus Frandsen de blå/gule fra Vestegnen på vinderkurs i en dårlig kamp mod Randers Freja i U/19-Ligaen. Brøndby IF kunne imidlertid ikke holde føringen og måtte nøjes med uafgjort. Lørdag eftermiddag bød Brøndby Stadions bane 2 på et ægte midteropgør i U/19-Ligaen. Hjemme tog Brøndby IF imod Randers Freja, og Auri Skarbalius havde valgt dette blå/gule mandskab til at løbe på grønsværen fra kampens start:Viktor Anker Christian Johansen - Christian Enemark - Andreas Kaltoft - Frederik Tønsberg Magnus Warming - Mads Eslund - Tobias Noer (A) - Armend Aslani Andreas Pyndt Andersen - August Vitus Frandsen Til Brøndbys startopstilling kan det bemærkes, at Magnus Warming og Andreas Pyndt Andersen normalt spiller på klubbens hold i U/17-Ligaen, hvor sidstnævnte endda er førsteårs. Det blev ved tilløb til store chancer I en kamp fyldt med tekniske fejl fra begge sider satte hjemmeholdet sig på begivenhederne straks fra start og havde tilløb til flere store chancer. Det blev imidlertid ved tilløb, og i stedet slog gæsterne pludselig til i den anden ende. Praktisk taget første gang Randers var i nærheden af Brøndbys mål endte bolden i nettet. Et indlæg fra kronjydernes venstre side blev utageligt headet ind af en forbløffende fri Mileta Rajovic. Det var så også eneste gang, de sortklædte gæster var farlige i første halvleg. To mål på mindre end 90 sekunder I pausen ændrede Brøndby-træner Auri Skarbalius den taktiske opstilling til 4-2-3-1 med August Vitus Frandsen på toppen og Magnus Warming mere central i en 10'er-rolle. Det gav imidlertid ikke den ønskede effekt, og i forbindelse med den første indskiftning efter godt et kvarter gik Skarbalius tilbage til 4-4-2. I anden halvleg var Randers mere med i spillet, men værterne var dog stadig spildominerende, og efter yderligere to indskiftninger kom der endelig hul på bylden. Brøndby scorede to gange i løbet af omkring 90 sekunder, og begge gange var August Vitus Frandsen indblandet. Først satte angriberen effektfuldt foden til et indlæg fra højre og udplacerede Randers-keeper Jonas Dakir med et fladt skud fra syv-otte meters afstand. Dernæst fandt Frandsen med en præcis stikning i dybden Armend Aslani, som usvigelig sikkert omsatte den gode aflevering til endnu en Brøndby-scoring. Som kuglen i et pinball-spil På en dag, hvor Brøndby ikke kunne få spillet til at flyde, og de tekniske fejl i form af fejlafleveringer og dårlige tæmninger nærmest stod i kø, lignede det nu en sejr til hjemmeholdet. Randers var om muligt endnu dårligere, og en udligning lå ikke ligefrem i luften, men den kom alligevel. Små ti minutter før tid fik gæsterne tilkendt et hjørne, og indlægget fik de blå/gule ikke ekspederet væk. I stedet opstod der en god gang klumpspil foran mål, hvor bolden opførte sig som kuglen i et pinball-spil og til slut blev sendt ind bag Viktor Anker af kronjydernes Simon Graves Jensen. De 2-2 holdt sig opgøret ud, og i et orgie af tekniske fejl viste Randers sig langt mere effektive end et trods alt spildominerende Brøndby-hold. Kampen i tal Brøndby IF - Randers Freja 2-2 (0-1) 15. minut: 0-1; Mileta Rajovic 62. minut: Oliver Carrara ind / Andreas Pyndt Andersen ud 67. minut: Jonas "Mini" Madsen ind / Magnus Warming ud 70. minut: Marco Sander Petersen ind / Mads Eslund ud 72. minut: 1-1; August Vitus Frandsen 73. minut: 2-1; Armend Aslani 82. minut: 2-2; Simon Graves JensenStillingen i U/19-Ligaen Brøndby IF's program

Mest kommenterede nyheder