Et Brøndby-liv: Troskab trods utroskab

Der er mange op- og nedture som fan af Brøndby IF. Her kan du møde en af dem, der er med til at rejse sig hver gang klubben eller holdet falder. Et Brøndby-liv. 'Det er en del af Brøndby at rejse sig, når man falder'. Sådan sagde Daniel Agger efter Brøndbys smertelige pokalexit mod FC København i april. Og fans og spillere på Vestegnen rejser sig altid. Uanset hvor ondt det gør, er der et eller andet, der på trods af utallige skuffelser, får folk til at tænde fjernsynet eller taget på stadion igen næste gang der er kamp - senest faldt Brøndby i Aalborg, men fansene skal nok være der næste gang der er brug for dem. 3point.dk's egen Klaus Byr har endda kaldt Brøndbys fans for 'et bevis på menneskehedens overlevelse'. En fantastisk evne til at fortrænge og komme videre. En af dem er Emilie-Marie Fridh. Hun er en ung journaliststuderende, i øjeblikket i praktik på Radio24syv, som er ulykkeligt forelsket i Brøndby IF. Få hendes kærlighedshistorie her.

Troskab trods utroskab

Af Emilie-Marie Fridh Jeg har gennem det meste af mine teenage- og voksenår været i faste parforhold, hvilket betyder, at jeg kender til det at blive såret af én, man elsker. Men der er én af mine elskede, der sårer mig mere end nogensinde i disse dage. Det har varet i flere år nu. Det er værre end utroskab. Der er tale om psykisk vold på ugentlig basis. Selvom jeg kæmper for at holde forholdet i live ved at være optimistisk og tilgivende, så kan jeg mærke, at det alligevel kvæler mig langsomt. Alligevel vil jeg aldrig stoppe med at elske. Fordi jeg ved, at det bliver godt en dag. Måske langt ude i fremtiden. Måske snart. Men jeg har bundet mig for livet, og jeg holder, hvad jeg lover. Da jeg blot var en lille pige, 9 år gammel, lovede jeg min nu afdøde far, at jeg ville elske og ære Brøndby IF for resten af mit liv. Det gjorde jeg den 10. marts 2002, da vi spillede mod Viborg. Kampen endte 2-2. Vi sad på den øvre kortside modsat det hedengangne Faxe-tribunen. Jeg var malet i hovedet og havde Brøndby-gear på fra top til tå. Fordi jeg var en pige, der dengang gik til håndbold og legede med dukker, havde jeg aldrig set fodbold før. Kun på TV, når farmand skreg af de dårlige afleveringer. Men efter min første kamp blev jeg tryllebundet. At være på Brøndby Stadion blev for stærk en oplevelse for mig til, at jeg blot kunne opleve det den ene gang. Brøndby vandt mesterskabet det år. 2002. Sæsonen efter fik jeg mit første sæsonkort. 4 år gik der på Codan-, senere Loxam-tribunen, inden jeg til en kamp mod AGF fik debut på Faxe-tribunen. Den 21. oktober 2007. I husker nok hjertetifoen? Det tænkte jeg nok. Jeg var forelsket. Og har været det siden. Jeg har stået på Sydsiden siden. Brøndby har været hele min opvækst, det har defineret mig som menneske. Som en stedfar, der uddeler flade uden grund. Som en kæreste, der er dig utro og voldelig. Som i ethvert forhold kommer der bump på vejen, og problemer man må løse, så man kan komme videre sammen. Jeg har altid været tro og ikke kigget mod andre klubber. Været den gode kæreste, der er forstående og accepterende. Men de små bump i vejen har ændret sig til, at vi hænger halvvejs ud over en klippeskråning. En situation jeg ikke er helt tryg ved. I og for sig stoler jeg nok på Brøndby til at blive siddende i bilen og stole på, at jeg overlever. Men omvendt er jeg lidt for træt af de følelsesmæssige rutsjebaneture, jeg får nærmest et par gange om ugen. På et eller andet tidspunkt må man sige fra – men hvornår er det rigtige tidspunkt? Svaret er aldrig. Selvom der ikke er papir på det, så er vi gift, Brøndby og jeg. Bundet til hinanden for livet. Min far giftede mig væk som 10-årig, og selvom det kan være noget af et lorteliv at være Brøndbyfan, så ændrer det ikke på, at Brøndby er mit liv, min kærlighed, og den eneste, der vil følge mig igennem hele livet. Og det vil altid være taknemlig for. At have én ved mig hele livet. Én, jeg har fællesskabsfølelse med, uanset hvor i verden jeg ender mine dage. Det hele betaler sig nemlig på de gode dage. Når skuden vender, og sejrene tikker ind. Når vi vinder over AGF og FCK. Så fyldes min kvote op, og jeg kan igen tåle de tæsk, som jeg ved, at jeg får igen. Snart. Så jeg rejser mig op, når jeg får en flad. Vender den anden kind til og smiler. For i morgen er der atter en dag, og den bliver sikkert bedre end den i går og den i forgårs. Måske. Jeg bliver i hvert fald stående og venter. Det skal jeg, og det vil jeg. Jeg er tro til det sidste.