Essay: Sagen mod Benjamin Schmedes

Retten sættes.

Dette er ikke en dom.

Det er en sag.

For da Benjamin Schmedes for et år siden tiltrådte som sportsdirektør i Brøndby IF, overtog han ikke blot ansvaret for det sportslige område, herunder truppen og transferstrategien. Han overtog en klub i overgang. 

En organisation midt i et ledelsesmæssigt og sportsligt tomrum, hvor både retning og autoritet var til forhandling.

Ét år er for kort tid til at fælde en endelig dom over en sportsdirektør. Men det er langt nok til, at sagen kan føres.

Derfor føres dette essay som en retssag.

Anklagemyndigheden vil føre kritikken.

Forsvarets stemme vil insistere på kompleksiteten.

Dommen overlades - helt bevidst - til dig, læseren.

Et afgørende forbehold for sagen

Enhver retssag begynder med at fastslå ansvaret.

Da Schmedes overtog, var den tidligere sportsdirektør Carsten V. Jensen allerede blevet fyret. Det sportslige ansvar blev midlertidigt varetaget af Scott McLachlan og et ledelsesmæssigt bagland, mens også cheftræner Jesper Sørensen blev fyret op mod jul.

I perioden under Scott McLachlans caretaking blev beslutningen om at ansætte Frederik Birk de facto truffet.

Formelt stod Schmedes som underskriver af Birks kontrakt. Reelt var det ikke hans projekt. Frederik Birk blev arven til Benjamin Schmedes.

Det er et afgørende skel.

Man kan ikke dømme en sportsdirektør for et valg, han ikke ejede - men man kan heller ikke frikende ham for, hvordan han håndterede konsekvenserne.

Denne dobbelthed løber som en rød tråd gennem hele sagen.

Anklagemyndighedens påstand

Anklagemyndigheden begynder med prioriteringerne.

Har Benjamin Schmedes været for forblændet af navne fremfor det nødvendige?

Indkøbene af Benjamin Tahirovic og Michael Gregoritsch står som de mest oplagte eksempler. Spillere med erfaring og CV - men som allerede efter henholdsvis et år og et halvt år er gledet ud på et sidespor. Den ene marginaliseret, den anden udlejet til Augsburg. Det efterlader et billede af transfers, der hurtigt mistede relevans.

Dernæst rejses spørgsmålet om spillestilen.

Er Brøndby i dag mere tydelig i sit udtryk, end da Schmedes tiltrådte? Eller har spillestilen endnu en gang været defineret af træneren - først Frederik Birk, nu Steve Cooper? Hvis retningen på banen skifter med trænerskiftene, mudrer det så ikke også scoutingens fokus og de profiler, der hentes ind?

Anklagemyndigheden peger også på kommunikationen - eller mangel på samme.

I perioder med sportslig modgang har sportsdirektøren været bemærkelsesværdigt fraværende i offentligheden. Under Birks tid i særdeleshed, men også i efterårets svage afslutning under Cooper. 

Hvor var den tydelige opbakning? Hvor var fortællingen, der kunne forklare processen?

Håndteringen af Frederik Birk står som et centralt kritikpunkt. Manglen på assistenter og specialister under hans ledelse står i skarp kontrast til situationen under Cooper, hvor et helt hold af kompetencer hurtigt blev tilført. 

Det rejser spørgsmålet, om Birk reelt blev givet en fair chance - og om Schmedes tog ejerskab nok over situationen.

Endelig stiller anklagemyndigheden det langsigtede spørgsmål:

Er der købt nok salgsbare emner? Er truppen på vej til at blive for gammel, for slidt, - og for lidt dansk i sin kerne? Er der investeret for mange projekter uden reelt fremtidsperspektiv?

Anklagen er ikke fiasko.

Anklagen er fraværet af klarhed.

Forsvarets stemme

Forsvarets stemme begynder et andet sted.

For Schmedes’ første år ligner i højere grad et oprydningsår end et byggeår. En periode, hvor det primære arbejde ikke har været at rejse nyt, men at afvikle det gamle.

Schmedes har konsekvent sorteret spillere fra, der ikke havde en fremtid i klubben. Eksempler som Spierings og Vanlerberghe senest - samt flere projekter arvet fra tidligere ledelse - peger på en vilje til oprydning fremfor udsættelse. I stedet for at samle til bunke er der skåret ind til benet.

Netop denne evne til at afvikle fremhæves som en styrke. For mange Brøndby-trupper er tidligere strandet i overfyldte, ubalancerede spillergrupper. Den fælde er Schmedes bevidst undgået.

Strukturelt har han også sat aftryk. Ansættelsen af en teknisk direktør i Julius Ohnesorge markerer et skridt mod en mere professionel og tydelig sportslig organisering - et lag, klubben tidligere har manglet.

På talentsiden er der handlet rettidigt. Kontrakter med Mathias Jensen, Jacob Ambæk og William Sonne-Schmidt er blevet forlænget i tide - i modsætning til tidligere tiders kostbare lærepenge med Clement Bischoff og Noah Nartey. Problemer som Schmedes arvede på sit skrivebord. Det er ikke spektakulært, men det er kompetent.

Transfermæssigt peger forsvaret også på træffere. Luis Binks har været en markant forstærkning. Og på den udgående side har Schmedes vist timing: Spillere som Suzuki, Kvistgaarden og Jacob Rasmussen er blevet solgt, mens de var på toppen - med maksimal udnyttelse af deres markedsværdi i de rammer der nu en gang var.

Endelig peger forsvaret på handlekraften i januar. Hvor Brøndby tidligere har tøvet, er der denne gang blevet eksekveret hurtigt.

Forsvarets stemme lover ikke hurtige gennembrud.

Den peger på processer, der tager tid.

Mandatet - den egentlige nøgle

Her rammer sagen sit kernepunkt.

For hvad har Benjamin Schmedes reelt haft mandat til?

Har han været arkitekten - eller primært ham, der udførte de svære opgaver?

Når beslutninger om træneransættelse (og spillestil?) træffes i et vakuum før hans tiltræden, bliver vurderingen uundgåeligt kompleks. Sagen handler ikke kun om, hvad Schmedes har gjort - men om, hvad han har haft mulighed for at gøre.

Det forklarer ikke alt.

Men det forklarer mere, end kritikken ofte rummer.

Hvornår kan en sportsdirektør dømmes?

Det leder til det næste principielle spørgsmål:

Hvornår kan - og bør - man vurdere en sportsdirektør?

• Spillere vurderes over måneder.
• Trænere over sæsoner.
• Sportsdirektører burde vurderes over transfercyklusser.

Hvis Schmedes dømmes efter ét år, dømmes han i realiteten på halve processer.

Spørgsmålet er, om det er rimeligt - eller om det blot er udtryk for Brøndbys evige utålmodighed.

Retten hæves

Derfor hæves retten uden dom.

Ikke fordi sagen mangler substans.

Men fordi det vigtigste vidne endnu mangler: Fremtiden.

Benjamin Schmedes’ første år i Brøndby IF kan læses som manglende klarhed.

Det kan også læses som nødvendig oprydning, før nyt kan bygges op.

Hvilken fortælling, der ender med at stå tilbage, afhænger af det næste kapitel.

Og netop derfor må dommen overlades til folkedomstolen.