
Teis Markfoged
Esbjerg henter Jacob Rasmussen
1. divisionsklubben Esbjerg fB har hentet venstrebacken Jacob Rasmussen i Brøndby, hvor han har kontraktudløb denne sommer.

Venstrebacken Jacob Rasmussen har denne sommer kontraktudløb med Brøndby IF og fremtiden for forsvarsspilleren ligger på vestkysten ikke på vestegnen.
20-årige Rasmussen fortsætter nemlig karrieren i 1. divisionsklubben Esbjerg fB, hvor han har underskrevet en aftale, der løber til udgangen af året.
- EfB er en stor klub, der har sat en ny retning, som er meget spændende. Det handler om at komme tilbage til Superligaen, og det vil jeg gerne bidrage til med mine kompetencer. På banen er jeg en offensiv venstre back, der elsker at gå med frem og hjælpe mine holdkammerater med at skabe gode situationer, og jeg ser nu frem til at komme i gang med træningen samt møde alle i klubben og fansene, siger Rasmussen til Esbjergs hjemmeside.
Jacob Rasmussen var på en U/20-kontrakt i Brøndby IF, hvor han havde spillet siden 2016, da han skiftede fra Hjørring IF.