Esbjerg chokerede Brøndby i slutminutterne
Ikke mange havde forventet, at Esbjerg ville volde Brøndby problemer på Brøndby Stadion søndag aften, men oprykkerne chokerede hjemmeholdet ved at tage sejren i

Ikke mange havde forventet, at Esbjerg ville volde Brøndby problemer på Brøndby Stadion søndag aften, men oprykkerne chokerede hjemmeholdet ved at tage sejren i slutminutterne. Det blev en kamp der blev præget af mange individuelle fejl, da Brøndby søndag tog imod Esbjerg. Derfor var der heller ikke mange store chancer i kampen. Første halvleg startede med et mindre Brøndbypres mod Esbjergs mål, og efter ti minutter gik der et sus gennem hele stadion, da et fremragende angreb endte hos Kamil Wilczek, der lagde bolden til rette og fra godt og vel 20 meters afstand hamrede bolden på stolpen. Herefter faldt Brøndby lidt i tempo, og det inviterede esbjergenserne ind i kampen. Først var Adrian Petre ved at få en friløber efter en fejl fra Radosevic, men Marvin Schwäbe kom godt ud og fik blokeret muligheden. Efter 25 minutter fik Esbjerg halvlegens største chance, da evigt udfordrende Emmanuel Oti snød offsidefælden og løb alene ned mod Marvin Schwäbe. Oti forsøgte at komme udenom Brøndbykeeperen, men Schwäbe havde læst trækket og fik fingrene på afslutningen. Kort tid efter burde Kamil Wilczek have ramt målet, da han stak foden frem for at afrette en skæv Mukhtar-afslutning, men Wilczek fik dirigeret bolden langt over mål fra kanten af det lille felt. Efter pausen kom Brøndby igen ud og pressede på, og et kvarter inde i halvlegen kom første store chance. Hany Mukhtar blev sendt dybt i siden af feltet, og Jeppe Højbjerg kom kun halvt ud til den. Mukhtar kunne lobbe den ind foran et tomt mål, hvor Wilczek fik headet mod mål, men inde på målstregen fik Agus clearet bolden for Esbjerg. Minuttet senere fik Mark Brink en stor mulighed i den anden ende, da Brøndby ikke fik clearet ordentligt. Brink var pludselig alene med bolden, men sparkede tæt forbi stolpen. Som tiden gik blev Brøndby mere og mere frustrerede. Et kvarter før tid gav en sjusket fejl fra Joel Kabongo et indkast til Esbjerg, hvilket resulterede i et godt langskudsforsøg fra Oti, som Marvin Schwäbe måtte ud i fuld længde for at holde ude. Brøndby kom dog stadig frem til muligheder, og en af de bedre stod Dominik Kaiser for, da han helflugtede et skud langt ude fra mod mål, men Jeppe Højbjerg var vågen i målet. Brøndby fik udnyttet de få chancer, de fik, og så gik det som det så ofte gør. Modstanderne slog til i den anden ende. Johan Larsson og Hjörtur Hermannsson hang i offsidelinjen, da Mark Brink blev sendt afsted i helt fri position i højresiden. Han havde både tid og plads til at slå et fladt indlæg til Yakovenko, som kunne glide 0-1-scoringen i mål. To minutter senere kom Kamil Wilczek frem til en stor chance, da han headede bolden i en blød bue på overliggeren, og returbolden var både Hany Mukhtar Nikolaj Laursen tæt på at komme først på, men Esbjerg slap med skrækken.