Eriksson inden Malmø: Vil skabe flere chancer
Magnus Eriksson og Brøndby møder på søndag Malmø i en træningskamp. Svenskeren ser gerne, at Brøndby bliver skarpere på den sidste tredjedel og skaber flere cha

Magnus Eriksson og Brøndby møder på søndag Malmø i en træningskamp. Svenskeren ser gerne, at Brøndby bliver skarpere på den sidste tredjedel og skaber flere chancer end tidligere. Søndag klokken 14.00 tørner Malmø og Brøndby sammen i en træningskamp. For Magnus Eriksson er det et møde mellem en tidligere og nuværende klub, og svenskeren glæder sig til opgøret. - Det er to gode hold, der mødes, og det bliver en god kamp. De er lige landet fra Dubai og har derfor kort tid til på søndag, så vi skal ud og lægge tryk på fra start og derved presse dem fysisk for at vinde kampen, siger han til klubbens hjemmeside. Brøndby har nu spillet fire træningskampe i opstarten og hvor fokus tidligere blandt andet har ligget på presspillet og kommunikationen, ser Eriksson gerne, at Brøndby bliver skarpere på den sidste tredjedel og skaber flere chancer i søndagens kamp. - Vi har nu spillet tre kampe i Portugal, og vi vil gerne have bedre gang i den sidste tredjedel af banen og skabe flere målchancer. Jeg synes, at vi har mange gode spillere i truppen, og den sidste skarphed tager tid at få arbejdet ind, men træningslejren har været god i forhold til det punkt. Der forventes mellem 4000 og 5000 tilskuere på lægterne til træningskampen, hvoraf 600 vil være Brøndby-tilhængere.