Erceg og Wilczek sikrede Brøndby premieresejr i Randers
Mandag aften vendte Superligan og Brøndby IF tilbage efter sommerferien, og førsterunde-kampen i Randers bød på den ventede sejr til Brøndby IF. På mål af Ante

Mandag aften vendte Superligan og Brøndby IF tilbage efter sommerferien, og førsterunde-kampen i Randers bød på den ventede sejr til Brøndby IF. På mål af Ante Erceg og Kamil Wilczek vandt de gulblusede favoritter 2-0. Foto: Lasse Lagoni Næsten to måneder er der gået siden Superligasæsonen sluttede som et regulært mareridt for Brøndby IF. Siden er der sket en masse i klubben, og det betød at hele fem af de 11 startpladser i mandagens Superligapremiere blev besat af debutanter. I målet fik Marvin Schwäbe debut som erstatning for Frederik Rønnow, det unge forsvarstalent Joel Kabongo startede inde ved siden af Benedikt Röcker, Dominik Kaiser overtog den offensive midtbaneplads fra en skadet Hany Mukhtar, og helt i front startede Mikael Uhre og Ante Erceg, mens forårets profil i Superligaen, Kamil Wilczek, måtte tage plads på bænken, formentlig som følge af en kortere sommerferie end holdkammeraterne grundet VM. Kampen startede meget lige, men første chance tilfaldt dog favoritterne fra Brøndby. Efter 20 minutter fik Mikael Uhre headet en bold videre til Ante Erceg, som hovedet rundede Randers-keeper Carlgren men vinklen blev for spids, og Ercegs flade afslutning trillede tæt forbi mål. Erceg var dog ikke færdig med at være farlig. Efter en halv time var det, som så ofte før, Christian Nørgaard der var med til at sætte et flot angreb op, Johan Larsson var, som så ofte før, stukket afsted i højresiden, og inde foran var det så Erceg, der dirigerede bolden i kassen. Blot få minutter senere var Ante Erceg tæt på at komme på tavlen igen, da Dominik Kaiser fandt ham blandt venner og fjender, Kroaten tog et træk og huggede til bolden, men den tog stolpen på vejen ud. Randers FC var også momentvis farlige, men ofte via enkeltmandspræstationer. Således tvang både Saba Lobjanidze og Frederik Lauenborg den nye Brøndbykeeper, Marvin Schwäbe, ud i redninger. Et halvt minut før pausen fik Randers så en megachance, da Marcus Mølvadgaard pludselig stod fuldstændig umarkeret efter et indlæg. Mølvadgaard hamrede dog bolden langt over mål fra små ti meters afstand. Minuttet senere fik Lobjanidze lobbet bolden over Schwäbe, men Röcker løb afslutningen op og headede væk. Brøndbyerne var på hælene mod slutningen, og de må have været lykkelige for at nullet stadig stod, da pausefløjtet lød. Efter pausen var Randers mest på bolden, dog uden at blive rigtigt farlige. Brøndby var derimod farlige på omstillinger, og fik mange frispark som følge af det hurtige spil omkring modstandernes felt. Frisparksindlæggene lå dog sjældent helt skarpt. Et par rosende ord skal også falde til Brøndbys nye målmand Marvin Schwäbe. Et kvarter inde i halvlegen var han helt oppe midt på egen halvdel for at cleare en potentielt farlig situation, og et par minutter senere viste han klasse, da Mikkel Kallesøe var tæt på at komme til en friløber, men Schwäbe fik fikseret den unge Randers-spiller. I stedet kunne Brøndby slå til i den anden ende. Ante Erceg udfordrede en forsvarsspiller på siden af feltet og afsluttede fladt. Afslutningen var upræcis, men netop indskiftede Kamil Wilczek dukkede op ved bagerste stolpe og sendte den i nettet. Efter målet døde kampen lidt ud. Brøndby var tilfredse med 2-0, mens Randers ikke kunne lave mål, og derfor blev de sidste tyve minutters tid ikke særligt underholdende. Undervejs mod slutningen fik også Björn Kopplin debut i Brøndby-trøjen. Dermed fik Brøndby seks debutanter i spil i forårspremieren, og af de nye folk, var det kun Jens Martin Gammelby der blev siddende på bænken i alle 90 minutter. Med 2-0-sejren får Brøndby en perfekt start på den nye sæson, og er sammen med Vejle det eneste hold, der har vundet med to mål i første runde.