3POINT
Nyheder4. mar. 2019

Erceg gik målamok for reserveholdet

Ante Erceg scorede fire mål og leverede en assist, da Brøndbys reservehold mandag eftermiddag vandt 5-1 over AaB's. Hjörtur Hermannsson og Joel Kabongo leverede

3point person
3point.dk4. mar. 2019

Ante Erceg scorede fire mål og leverede en assist, da Brøndbys reservehold mandag eftermiddag vandt 5-1 over AaB's. Hjörtur Hermannsson og Joel Kabongo leverede også gode præstationer. FOTO: Ian Nielsen / Ian Foto Sport Mandag eftermiddag var der reservekamp på programmet for Brøndby, som på bane 27 fik besøg af AaB, der havde taget den lange vej fra nord mod vestegnen. U/19-træner Joakim Mattsson stod i spidsen for Brøndby-holdet og havde valgt følgende opstilling fra start:Benjamin BellotKevin Mensah - Hjörtur Hermannsson - Joel Kabongo - Kasper JørgensenDominik KaiserBesar Halimi - Peter BjurJesper 'Jobbe' LindstrømAnte Erceg - Mikael Uhre

Erceg stjal showet

Brøndby kom klart bedst ud til opgøret og satte sig på spillet med det samme. Mikael Uhre var første mand til at teste AaB-keeperen, da han afsluttede fra distancen, men målmanden havde styr på den hele vejen. Det var dog et varsel om, hvad der skulle vente. AaB kom også med en del prominente navne som blandt andre Kasper Risgård, Rasmus Würtz, Frederik Børsting, Kristoffer Pallesen, Jakob Blåbjerg og Filip Lesniak. Men det var en Brøndby-spiller, der stjal showet. Efter ti minutter tilkæmpede Ante Erceg sig et straffespark og han scorede selv sikkert på det til 1-0 til Brøndby. Efter en halv times spil tog Erceg sagen i egen hånd, da han driblede på tværs af feltet og med højreskøjten hakkede bolden op i det ene målhjørne. Et flot mål ag angriberen, der lagde en virkelig god arbejdsindsats for dagen og havde flot slutprodukt på aktionerne. Et par minutter før pausen var han på pletten igen. Han trykkede igen af fra distancen. Denne gang blev bolden rettet af og gik i mål. Derfor kunne Brøndby gå til pause med en føring på 3-0 efter et hattrick af Ante Erceg.

Glimrende stopperpar

Foruden Erceg var Brøndbys bedste Joel Kabongo og Hjörtur Hermannsson. De satte stort set ikke en fod forkert, men vandt nærmest samtlige dueller og leverede gode, fremadrettede afspil. I første halvleg var Kabongo særligt iøjnefaldende med stærkt duelspil og godt afleveringsspil. Hjörtur Hermannsson overtog anførerbindet, da Dominik Kaiser gik ud i anden halvleg og han dirigerede tropperne rigtig godt hele kampen igennem. Også med bindet på armen. AaB kom mere på bolden i anden halvleg og det begyndte mere og mere at lugte af en reducering på en efterhånden regnvåd bane 27 i Brøndby. Flere af spillerne fra førsteholdstruppen var ude for at se kampen og herfra skal der lyde en stor ros til Lasse Vigen, som servicerede pressen fra 3point.dk med varm kaffe. En MVP på dagen. Regnen tog til, men Erceg var slet ikke færdig. I en periode med AaB-dominans stak Uhre afsted i kontra og meget uselvisk spillede han bolden på tværs til Erceg, der scorede sit fjerde mål og gjorde det til 4-0.

Ingen Erceg-offsides

Herefter fulgte en reducering til AaB, som havde ligget i luften det meste af anden halvleg. Brøndby havde i løbet af anden halvleg skiftet både Jacob Rasmussen, Ertugrul Teksen, Roni Arabaci, Frederik Nørrestrand og Andreas Pyndt ind. Blandt andre Kevin Mensah gik ud efter en fin arbejdsindsats, hvor han var påpasselig defensivt, godt hjulpet af Hermannsson, og kom til et par gode indlægsmuligheder offensivt. Dog uden at der var adresse på. Det væltede ned og det begyndte mere at ligne, at begge hold bare gerne ville have kampen afviklet. AaB'erne skulle nå en færge, hvorfor kampen var blevet sat i gang et kvarter tidligere end planlagt. Men et par minutter før slutfløjt betalte Erceg Uhre tilbage for assisten tidligere. Erceg driblede sig flot igennem flere AaB'ere, inden han med en perfekt timet aflevering spillede Uhre helt fri, så han kunne afslutte kampen med målet til slutresultatet 5-1. Der var en der skrev på Twitter, om der ikke blev spillet med offside i kampen. Det skal siges, at Erceg ikke løb offside en eneste gang i opgøret. Til gengæld må han have efterladt Martin Retov med tanker om startopstillingen på søndag, for det var en rigtig god præstation i dag. Det samme kan siges om Kabongo og Hermannsson, som også må banke alvorligt på til på søndag.

Mest kommenterede nyheder