En stor fysisk mundfuld for Brøndby-talenter
Lørdag mødte Brøndbys hold fra U/19-Ligaen det svenske seniorhold KSF Prespa Birlik i en træningskamp. Det var fysisk en stor mundfuld for de blå/gule, som alli

Lørdag mødte Brøndbys hold fra U/19-Ligaen det svenske seniorhold KSF Prespa Birlik i en træningskamp. Det var fysisk en stor mundfuld for de blå/gule, som alligevel scorede tre gange. Brøndby IF havde i weekenden turneringsfri i U/19-Ligaen, så man havde i stedet fået arrangeret en træningskamp på Vestegnen mod KSF Prespa Birlik fra den svenske Division 1 Södra, hvilket svarer til den danske 2. Division. Helt som ventet var det svenske seniorhold fysisk stærkere end det noget yngre Brøndby-hold, som endda stillede med hele fem spillere med alderen til U/17-bold. De fem var forsvarerne Frederik Tønsberg, Emil Bundgaard, Benjamin Laursen og Christian Johansen samt kantangriberen Andreas Bruus. Teknisk og taktisk kunne de blå/gule sagtens være med, men på tempo og fysik var man overmatchet. Det blev en målrig og underholdende affære, som svenskerne endte med at vinde 5-3. På trods af nederlaget viste Brøndby flere gode ting undervejs mod e modstander, som rent teknisk nok var et niveau eller to over, hvad man ellers forventer af et svensk 2. Divisions-hold.
Hjemmeholdet viste god moral
Brøndbys unge hold kom faktisk bedst i gang, og efter godt ti minutters spil blev Daniel Stückler stukket fri i dybden af Oliver Carrara til en sikker scoring ved fjerneste stolpe. Føringen holdt dog ikke længe, før det svenske indvandrerhold havde vendt tingene på hovedet. Efter knap en time blev det 1-3, men hjemmeholdet viste god moral og fik med to hurtige mål skabt balance i regnskabet. Først på en lidt kuriøs scoring og siden efter et flot gennemspillet angreb. Daniel Stückler blev spillet helt fri i feltet, men havde en skidt førsteberøring, så angriberen nærmest driblede ind i den fremstormende keeper. På forunderlig vis røg bolden imidlertid under den liggende målmand, mens Stückler nærmest kravlede videre og kunne sende den ind i et tomt net.
En gennemspillet perle
Udligningen til 3-3 var lidt af en gennemspillet perle. Oliver Carrara modtog bolden midt på banen nede fra forsvaret, smed den videre ud på højre fløj til indskiftede Rasmus Grosen, der sendte den videre til Stückler i dybden. Den dobbelte målscorer sendte bolden skråt tilbage i feltet, hvor den tog et underligt opspring, men Magnus Häuser Nielsen fik alligevel på fornem vis sendt bolden i mål fra kanten af feltet. De to mål gav de unge Brøndby-spillere blod på tanden, og man gik nu tydeligvis efter sejren. De svenske gæster strammede imidlertid grebet og scorede yderligere to gange til slutresultatet 3-5. Dermed bevarede Prespa Birlik deres status som ubesejret i 2016 efter syv træningskampe. Som nævnt stillede Brøndby med hele fem reelle U/17-spillere, mens flere faste profiler var fraværende. Eksempelvis er Mads Juel Andersen ude med en skade, og Nicklas Halse var igen udtaget til Brøndbys Superliga-trup, mens Joel Kabongo blev sparet efter sin tur med det danske U/18-landshold (læs mere om det senere). Det betød, at Amir Al-Ammari som anfører var rykket ned på en uvant plads i midterforsvaret mod sine landsmænd.
Kampen i tal
12. minut: 1-0; Daniel Stückler 15. minut: 1-1; Umar Ahmed 18. minut: 1-2; Sadat Karim 58. minut: 1-3; Umar Ahmed 63. minut: 2-3; Daniel Stückler 69. minut: 3-3; Magnus Häuser Nielsen 75. minut: 3-4; Hannes Cederholm 81. minut: 3-5; Umar AhmedStillingen i U/19-Ligaen Brøndby IF's program