En mand med Brøndby-DNA sætter sit præg
Per Nielsen har sat sit præg i Brøndby IF gennem mange år. Nu gør han det i kvindefodbolden, hvor han står i spidsen for de blågule kvinder, som i aften spiller

Per Nielsen har sat sit præg i Brøndby IF gennem mange år. Nu gør han det i kvindefodbolden, hvor han står i spidsen for de blågule kvinder, som i aften spiller pokalfinale. Artiklen er oprindeligt bragt i den husstandsomdelte avis FodboldLiv I Brøndby. Du kan læse hele avisen som E-avis her. Brøndby IF er en klub med stolte traditioner. ‘Stoltheden er kolossal’, synges der på tribunen og ‘stolte som få’ kan man også ofte læse eller høre. Én af de ting, man er stolt af i Brøndby, er heltene. Klubbens helte. Hvad der definerer en Brøndby-helt kan variere. Mennesker er forskellige og det er det aftryk de efterlader i folk også. Men en af dém, der for evigt vil være skrevet ind som en pulsåre i hjertet på mange Brøndby-fans er Per Nielsen. Per Nielsen er på mange måder en definerende figur for Brøndby. Han er fra Vestegnen, forstår og ejer mentaliteten. På banen gav han alt for logoet på trøjen og var ikke bleg for at lære og dygtiggøre sig hele karrieren igennem. Han havde tilbud fra udlandet, men fik aldrig dét tilbud, der var så godt, at det kunne lokke ham væk fra hjerteklubben. Han har trådt mange skridt i klubhuset, klubbens hjerte, sagt goddag og farvel til mere og mindre succesrige medspillere, vundet mesterskaber, tabt mesterskaber, oplevet europæisk succes og lidt hårde nederlag. For rigtig mange mennesker er Per Nielsen et symbol på Brøndby IF og de værdier, klubben står for. Hårdt arbejde, dedikation, ønsket om at blive bedre og at ingen er over klubben. Det er også værdier, han selv identificerer sig med og han fremhæver særligt sammenholdet og engagementet hos de frivillige i klubben. - Sammenholdet er det vigtigste. Vi har et kæmpe sammenhold i klubben og det er en af de vigtigste værdier. Der er også mange engagerede frivillige i denne forening, som i rigtig mange år har fået hjulene til at dreje rundt, fortæller Per Nielsen selv. - Det har været værdier, jeg har identificeret mig med i hele mit liv. Både da jeg selv spillede og nu hvor jeg er træner, og særligt nu hvor jeg er en del af amatørafdelingen. - Der kommer stadig mennesker i klubhuset, som var der, dengang jeg var ungdomsspiller i klubben. DNA’et er der. Man kan mærke en stemning også fordi det går så godt for førsteholdet. Alle vil gerne bidrage med noget. Nu 44-årige Per Nielsen er nu tilbage i hjerteklubben og det kom han, da han var med til at sætte kvindefodbolden på landkortet. Kvindefodbolden på landkortet Efter en afstikker væk fra Brøndby, kom Per Nielsen i slutningen af år 2014 tilbage til hjerteklubben. Her ventede et nyt job som cheftræner for klubbens succesfulde kvindehold. Det vakte bestemt opsigt og var en blåstempling af kvindefodbolden, at en kapacitet som Per Nielsen trådte ind i den verden. Nu ser vi et andet eksempel i den tidligere SønderjyskE- og AaB-træner Lars Søndergaard, som også er gået fra herre- til kvindefodbold, hvor han nu står i spidsen for landsholdet. - Jeg tror da, at der var nogen, der lige spærrede øjnene op. Da jeg fik tilbuddet, sagde jeg ja rimelig hurtigt, men der var da også nogen i min egen omgangskreds, som spurgte ind til om det nu var det rigtige karrierevalg og den rigtige vej. For mig at se, kom jeg tilbage til min klub og kom til at træne et dygtigt hold, som er toppen af poppen herhjemme, fortæller Per Nielsen. - Der var virkelig noget, man kunne rykke. Både på holdet, men også i kvindefodbolden generelt. Det tiltalte mig helt enormt og gør det stadig. Den tidligere forsvarskrumtap i den gule trøje har siden december 2014 været med til at præge og udvikle kvindefodbolden fra sit cheftrænersæde i en af landets to mest succesrige klubber. Men han er slet ikke færdig, for der er stadig et kæmpe udviklingspotentiale i kvindefodbolden, men det kræver, at alle kommer med ombord. - Det går den rigtige vej, vi skal bare have alle med. Det er ikke kun Brøndby. Vi skal have alle klubber og DBU med. Kvinderne fortjener noget mere opmærksomhed og at der bliver gjort noget mere for dem. Per Nielsen træder igen sine sko i klubhuset. Værdierne er der ikke rokket ved. Klubfølelsen er den samme. Nogle gange er det lige at stoppe op og dvæle ved og nyde den slags klubfolk. Der findes ikke mange af dem anno 2018, men Per Nielsen var, ér og bliver Brøndby IF.